Offer for knivstik ville ikke hjælpe politiet

Der var formentlig tale om et opgør i misbrugsmiljøet, mener politiet. Manden, der anmeldte overfaldet, var en overgang selv anholdt.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Politiet har svært ved at finde ud af, hvorfor en 18-årig mand fra Herning tirsdag aften flere gange blev stukket med en kniv.

Læs også Knivstikkeri i Herning: - 18-årig stukket fire steder

Det skyldes ikke mindst, at den unge mand tilsyneladende ikke har det store ønske om at hjælpe ordensmagten.

- Han er blevet behandlet på skadestuen, men har ikke ønsket at medvirke til en retsmedicinsk undersøgelse, fortæller Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Overfaldet fandt sted i området omkring Porsvænget og Brændgårdvej - den unge herningenser blev stukket fire gange i lårene og har desuden afværgelæsioner på den ene arm. Politiet oplyser, at et af knivstikkene var otte centimeter dybt. 

Motivet er ukendt

Det var en 18-årig mand, der ringede til politiet og meldte overfaldet. Han var en kort overgang selv anholdt, men er nu løsladt igen uden at være sigtet.

- Forklaringerne fra offeret og anmelderen var så divergerende, at vi brugte de særlige anholdelsesbeføjelser, man kan anvende, når der er alvorlig personskade. Vi kunne simpelthen ikke finde hoved og hale i forløbet, siger Bent Smedegaard.

Af samme grund har ordensmagten heller ikke noget bud på motivet til overfaldet.

- Men vi har indtryk af, at det er en form for opgør i misbrugsmiljøet.

Efter overfaldet lykkedes det politiets specielle nedgravningshund at finde to knive, der var gravet ned i en sandkasse i nærheden. Tekniske undersøgelser skal nu vise, om en af dem var gerningsvåbnet.

Bent Smedegaard fortæller, at politiet gerne vil have et tip, hvis der er vidner, der har bemærket noget tumult i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.