Offer fik kraniebrud og øre revet af

Brutalt overfald på 50-årig mand - politiet kender endnu ikke motivet.

En 50-årig mand blev mandag aften udsat for et brutalt overfald i et sommerhus i Handbjerg mellem Vinderup og Struer.

Lokalpolitiet i Holstebro oplyser, at den 50-årige blandt andet blev slået med en baseball-kølle. Han fik åbent kraniebrud, brækkede fem ribben, ligesom det ene øre blev revet af.

Det lykkedes lægerne at sy øret på igen, og den 50-årige blev også opereret for kraniebrudet. Han er blevet holdt i kunstigt koma, men skulle være uden for livsfare.

Efter overfaldet anholdt politiet to mænd på 37 og 26 år og og en kvinde 19 år - alle tre kommer fra Struer og er i forvejen kendt af politiet.

Nægter at udtale sig

- Gerningsmændene stjal et par højttalere og et stereoanlæg fra den 50-årige. Men om der var tale om et røveri, eller om der var et andet motiv, ved vi endnu ikke. De anholdte nægter at udtale sig, før de har talt med en advokat, fortæller vicepolitikommissær Lilian Jensen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Politiet oplyser, at den 50-årige tilsyneladende talte med en af de nu sigtede på et værtshus tidligere på aftenen.

De tre anholdte blev tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør. Den 37-årige blev varetægtsfængslet, mens de to andre blev løsladt.

 

01:31 Luk video