Offentlige operationer på privathospitalet

Aleris-Hamlet skal behandle urinkirurgiske patienter for Region Midtjylland.

051115AlerisHamlet.jpg

I et forsøg på at opfylde målene i kræftpakkerne har Region Midtjylland indgået en aftale med privathospitalerne Aleris-Hamlet, der blandt andet har en afdeling i Herning.

Aftalen betyder, at en række patienter med kræft i urinvejene, der har søgt offentlig lægehjælp i Region Midtjylland, kan blive tilbudt en operation på privathospitalet.

Det særlige ved aftalen er, at regionen og privathospitalet vil arbejde sammen om uddannelse og videndeling. Det betyder, at en uddannelseslæge begynder et forløb på Aleris-Hamlet i foråret 2017. Samtidig kan de patienter, der bliver behandlet på privathospitalet, også indgå i offentlige forskningsprojekter.

- Det er første gang, Region Midtjylland har indgået en aftale med et privathospital, hvor forskning og uddannelse er en del af aftalen. Traditionelt har privathospitaler ikke brugt mange kræfter på at medvirke til, at vi får uddannet det sundhedsfaglige personale, som både private og offentlige hospitaler har brug for. Men her giver vi i fællesskab lægeuddannelsen et løft og viser, at den både foregår på private og offentlige hospitaler, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, i en pressemeddelelse.

Den lægefaglige direktør på Aleris-Hamlet, Bent Wulff Jakobsen, siger, at uddannelsesaftalen er i alles interesse.

- Både private og offentlige hospitaler har interesse i, at speciallægerne får en varieret uddannelse med erfaring i det urologiske område. Aleris-Hamlet har allerede gode erfaringer med uddannelse af ortopædkirurgiske speciallæger, og vi glæder os til med denne aftale at støtte op om den urologiske speciallægeuddannelse, siger han.

Region Midtjylland understreger dog, at der også stadig vil blive udført operationer på området på regionens egne hospitaler. Det skal sikre, at speciallægernes kompetencer bliver vedligeholdt.

Aftalen løber over to år.