Østbande sigtet for stribevis af butikstyverier

Under en ransagning i Kibæk fandt politiet en større mængde genstande, som formentlig stammer fra butikstyverier i blandt andet Holstebro og Struer.

Midt- og Vestjyllands Politi har tilsyneladende sat en stopper for en gruppe udenlandske mænd, der har stribevis af butikstyverier på samvittigheden.

Tre mænd, der formentlig er russiske statsborgere, blev mandag aften anholdt, da politiet ransagede en bopæl i Kibæk.

Vicepolitiinspektør Jim Hansen fra den centrale efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der på adressen blev fundet en større mængde genstande, som politiet formoder stammer fra butikstyverier i blandt andet Holstebro og Struer.

Præcist hvor tyverierne er begået, står endnu ikke klart - men Jim Hansen fortæller, at mændene mistænkes for "en hel del" forhold. 

På adressen i Kibæk blev der blandt andet fundet spiritus, barberblade og batterier. 

De tre mænd vil tirsdag eftermiddag blive fremstillet i et grundlovsforhør, hvor anklageren vil kræve dem varetægtsfængslet.

Opdatering kl. 18.14

Alle tre mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger.