Øst mod vest? Kunstnere fra hver sin side af Storebælt mødes

20 egoer mødes om at male et maleri. Østdanmark mod Vestdanmark.

Maleriet har to sider. Øst til højre og Vest til venstre. Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Hallen er proppet med kunstnere og kærlige drillerier.

Til arrangement ’Øst møder Vest’ til Kulturmødet på Mors er 20 kunstnere ramlet sammen. Målet er at male et kæmpe maleri, som de håber ender på en vigtig væg – allerhelst på Morsø rådhus.

Billedet er ganske særligt, for lærredet er delt over i to med malertape. Venstre side bliver malet af 10 kunstnere fra Jylland og Fyn, og højre side dekoreres af kunstnere fra Sjælland.

Når de ikke maler på det store fællesbillede, så arbejder kunstnerne på hver deres. Her ses Lise Højer i fuld sving. Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Selvom det ikke rigtigt er en konkurrence, så er der masser af drillerier fra begge sider.

- Jeg vil sige, at vestholdet får meget hjælp af østholdet, fortæller kunstner Poul Erik Bermann med et grin. Hans dialekt er nordjysk, men han er tilknyttet østholdet. Han bliver dog hurtigt afbrudt.

- Hov hov, det er vist ikke helt rigtigt. Det kan godt være, at vestholdet var lidt langsomme om at komme i gang, men vi kom godt efter det, siger billedkunstner Lise Højer, mens hele rummet griner.

Sjællænderne maler Jylland

De to sider har samme farve, men hvis der virkelig er noget der springer i øjnene, så er det, at man på den sjællandske side kan se flere billeder fra… Jylland.

Poul Erik Bermann er nordjyde, men han maler på østsiden. Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

- De skal jo have noget hjælp derovre, men her oppe i hjørnet vil der komme brosten. Så skriver vi nok også Nørrebro et sted, siger Poul Erik Bermann.

De tyve kunstnere fortsætter med at male på livet løs indtil på lørdag, hvor de håber at kunne overlevere det store billede til Morsø Kommune. Først skal det dog kobles sammen. I morgen fjerner de malertapen, og så skal de 20 egoer - som de selv kalder sig - blive enige om, hvordan øst skal møde vest. Billedet skal males sammen, men det tror de dog, at de kommer til at slippe stille og roligt fra.

- Det hele sker jo med kærlighed, siger Poul Erik Bermann.

Se hele vores Facebook Live fra arrangementet herunder: