Ølstafet til 16-årige: Diskoteker kritiseres i ny rapport

Alkohol og Samfund mener barer og diskoteker her i landsdelen bryder reglerne, når de reklamerer med alkohol til unge under 18.

3:37
I en ny rapport anklager Alkohol og Samfund flere barer for at bryde markedsføringsreglerne mod unge under 18
Foto: Hans Vittarp

Flere diskoteker og barer i landsdelen overtræder markedsføringsloven, når de reklamerer for alkohol til unge ned til 16 år.

Det mener interesseorganisationen Alkohol & Samfund, som i dag har offentliggjort undersøgelsen "En gratis omgang" med flere eksempler på, hvordan barer og diskoteker markedsfører sig overfor helt unge. Fire af dem er her fra landsdelen.

Regel nummer 10: Man må gerne brække sig

Et eksempel, som bliver fremhævet i rapporten, er da TemaBar i Viborg sammen med eventarrangøren Beer Runners Denmark, den 13. maj i år arrangerede Ølstafet rundt om Søndersø.

I invitationen står der, at de unge kan melde sig til, bare de er 16 år. Og der er ingen tvivl om, at der er tale om en drukfest. Invitationens regel nummer 10 fortæller, at man gerne må brække sig. Ifølge regel nummer 11 skal det bare være en holdkammerat, der stikker en finger i halsen for en.

– Undersøgelsen viser med al tydelighed, at det ikke er de unges egen idé at drikke sig fra sans og samling. Eksemplerne i rapporten viser, at diskoteker og alkoholproducenter med deres markedsføring er med til at skabe et massivt drikkepres på unge under 18 år. Det er helt klart i strid med både lovgivning og regler på området, siger Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund.

Tema Bar i Viborg har ikke ønsket at udtale sig i sagen, men skriver i dag i en SMS, at baren kun udskænker alkohol til folk over 18 år.

Forbrugerombudsmanden skal kunne give bøder

Den nye undersøgelse fra Alkohol og Samfund er en gentagelse af en undersøgelse fra 2014. Nu vil organisationen have sat en stopper for, at barer og diskoteker har så let spil, når de tilbyder og reklamerer for alkohol til de helt unge.

– Vi ønsker, at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at udstede administrative bødeforlæg. Men for at det kan ske, skal domstolene have udstedt et tilstrækkeligt antal bøder. Og det kræver, at der bliver behandlet mange flere sager, end der gør i dag, siger Peter Konow.

Flere anmeldelser i dag

Ifølge Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, er der begyndt at komme flere anmeldelser af barer og diskoteker, der bryder markedsføringsloven.

- Hidtil har vi kun fået få klager over markedsføring af alkohol, der retter sig mod børn og unge. På det seneste, der taler vi om 2017, der har vi fået flere klager over sådan markedsføring. Og vi behandler alle klager, som vi får, forklarer Christina Toftegaard Nielsen og understreger, at overtrædelserne er alvorlige.

Reglerne er meget klare, mener hun.

- Der er et forbud i markedsføringsloven: Man må ikke markedsføre alkohol, der er rettet mod børn og unge.

Med unge menes personer under 18 år.

Som Forbrugerombudsmand vil hun nu behandle de sager, der er omtalt i rapporten i forhold til om der forelægger en overtrædelse af markedsføringsloven.

- Og gør der det, efter vores opfattelse, så politianmelder vi de pågældende erhvervsdrivende, understreger hun.