Øksemand fra Holstebro anholdt

Den utilregnelige og truende mand, som politiet efterlyste torsdag, er anholdt.

Foto: Arkiv Foto: Arkiv

Siden natten mellem onsdag og torsdag har politiet været på jagt efter en 32-årig mand fra Holstebro, der har truet politiet og er blevet set gå rundt med en økse. Manden blev anholdt torsdag aften og politiet skriver i en pressemeddelelse, at anholdelsen skete uden dramatik i Holstebro. Den 32-årige skal nu afhøres i sagen, men derudover vil politiet ikke kommentere sagen yderligere.

Også anholdt onsdag

Den 32-årige mand har givet politiet ekstra meget arbejde denne uge. Sent onsdag aften måtte der en større politistyrke til at anholde manden i Ringparken i Holstebro, da der var mistanke om, at han havde våben i sin lejlighed. Politiet fandt dog kun en kniv og en paintballpistol i lejligheden, og den 32-årige blev derfor løsladt igen og sigtet for trusler og hærværk.