Økonomisk fremdrift i landbruget

Der blæser langt om længe positive vinde over landbruget. Det viser en ny prognose fra SEGES.

Svin
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Der er så småt begyndt at sprede sig optimisme i landbruget, der ellers har været økonomisk hårdt trængt gennem de sidste år. Men en ny prognose fra SEGES tegner et billede af, at der i landbruget kan ses en positiv effekt af fødevare- og landbrugspakken. Sammen med positive konjunkturer globalt set er det med til, at store dele af landbruget endelig kan se frem til solide sorte tal på bundlinjen.

Det er især mælke- og svineproducenter, der mærker en forbedring.

- Efter flere år med rigtigt lave priser ser det nu markant lysere ud for mange landmænd. Samlet set forventes et driftsresultat for alle heltidsbedrifter på 5,0 mia. kr. i 2017 og 2,6 mia. kr. i 2018, fortæller Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i SEGES, i en pressemeddelelse.

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, glæder sig over de nye prognoser. Han peger især på bedre markedsadgang til blandt andet Asien. Alligevel lader sig han sig ikke rive med af begejstring, da landbruget stadig befinder sig i en sårbar situation.

- Landbrugspakken var en fremragende håndsrækning, men vi har stadig rammevilkår, der er markant dårli-gere, end vores naboer. Prognosen viser, at vi allerede næste år igen må imødese ringere indtjening. Skal vi for alvor gøre landbruget robust, så er det bydende nødvendigt, at vi ikke fortsat skal kæmpe med så ulige vilkår, siger Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarer peger blandt andet på pesticidafgiften og beskatning af produktionsjord som væsentlige konkurrenceforvridende og væksthæmmende benspænd.