Økologi trækker eksporten

Ø-mærkede fødevarer bidrager i højere grad til væksten i eksporten

Eksporten af økologiske fødevarer boomer i disse år
Eksporten af økologiske fødevarer boomer i disse år
Foto: Arkiv

Mens den konventionelle produktion af fødevarer til udlandet er tvunget i knæ på grund af overskudsproduktion og lave priser, så stormer eksporten af økologiske produkter frem.

Beregninger fra Økologisk Landsforening viser, at de økologiske producenter har bidraget med 20 procent af den samlede vækst i eksporten af danske fødevarer i 2015.

Det til trods for, at økologi kun udgår to procent af den samlede danske eksport.

- Det er imponerende, at økologi står for så meget af væksten, siger markedschef Helene Birk fra Økologisk Landsforening til Fødevare Watch. Mens den samlede eksport af fødevarer stiger beskedent, så boomer dansk økologieksport. På den måde bliver det et brand for sig i vores totale afsætning af fødevarer til udlandet.

I følge en opgørelse fra Danske Bank steg den danske fødevareeksport med 103,6 milliarder kroner sidste år. Det er en stigning på 900 millioner kroner. I samme periode er den økologiske eksport steget med minimum 172 millioner kroner.

- Økologi vækster mere lige nu end fødevare-eksporten totalt og vi ser ingen tegn på, at det stopper, fortsætter Helene Birk. Når først virksomhederne har fået kontakt, så har de lettere ved at få varerne ind på de forskellige markeder.

Det er i særlig grad de klassiske landbrugsprodukter som kød, mælk og grøntsager der bliver eksporteret fra de økologiske producenter.