Øget omsætning til Hvide Sande

De har længe drømt om et off-shore-eventyr i Hvide Sande. Nu går en del af drømmen i opfyldelse.

Hvide Sande

Fredag var smilene ekstra brede på havnen i Hvide Sande. En kæmpe vindmøllepark skal opføres ved Horns Rev, og det betyder, at op mod 40 ansatte i MHI Vestas skal indkvarteres i byen. Det sætter gang i omsætningen hos de lokale erhverv.

- Det er en kæmpe nyhed for os. 40 mennesker mere der skal have noget at spise hver dag plus de både, der kommer, det bliver stort for os, siger Erik Bjerg, som er købmand i byen. 

Også på et af de lokale værfter, Hvide Sande Shipyard Steel Service, vækker nyheden om operationshavnens placering glæde.

- Hvis der skal sejle skibe ind og ud af havnen, så skal de serviceres, vedligeholdes og passes. Det er det, vi har på hylderne og kan tilbyde, siger Hans Peter Kristensen, som er administrerende direktør på værftet.

Aftale til millioner 

Der skal opstilles 49 af de enorme V164 møller fra MHI Vestas, og selskabet har valgt Hvide Sande som operationshavn.

Havnedirektør Steen Davidsen ved ikke, hvor meget aftalen nøjagtigt er værd, men forventer, at der er tale om et syvcifret beløb.

- Og jeg forventer at det skaber aktivitet, som kan mangedoble omsætningen i  lokalområdet i perioden, siger han.

Placering ikke tilfældig

Det er ikke noget tilfælde, at kontrakten lander i byen på klitten. 38 virksomheder og foreninger samlet i Hvide Sande Service Group har længe kæmpet for at få del i offshore-ordrerne.

-  Vi synes selv, det er en blåstempling af Hvide Sande. Det(MHI Vestas, red.) er en meget væsentlig spiller i det segment, der hedder vind og leverer produkter ind til vind, siger Hans Peter Kristensen fra det lokale værft.

I en mail til TV MIDTVEST er der da også rosende ord fra Vestas.

- MHI Vestas er meget tilfreds med samarbejdet med Hvide Sande Havn, som har udvist stor professionalisme, og ser frem til at gennemføre installation og commissioning aktiviteter fra havnen, skriver de.

 

2:05
MHI Vestas vil bruge Hvide Sande som operationshavn under opførelsen af Horns Rev 3.