Øget indsats for at få flere HPV-vaccineret

Folketingspolitikere, lægehus og Sundhedsstyrelsen går ind i kampen for at få flere HPV-vaccineret.

vaccine.jpg

Lige nu siger kun én ud af fire piger ja tak til en HPV-vaccinationen. For ganske få år siden var det ni ud af ti. Derfor vil Sundhedsstyrelsen og Lægehuset i Vildbjerg nu gøre noget ved den store skepsis.

Lægerne i Vildbjerg har derfor sendt brev ud til alle de piger, der har fravalgt vaccinationen. 

- Vi spurgt, om de ikke vil komme og snakke om vaccinationen, og vi har anbefalet vaccinationen. Vi har skrevet, at der er god dokumentation for, at den virker, men de bivirkninger der er i medierne ikke er dokumenteret, siger Henrik Nyholm, der er praktiserende læge.

Hos Sundhedsstyrelsen er der også mere information på vej i en ny indsats.

- Det er et af hovedelementerne, at vi skal imødekomme folks spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med de her tvivlssituationer, de er kommet i, siger Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Penge til øget information

Det er blandt andet historier om piger, der har fået bivirkninger efter vaccinationen, der får piger til at fravælge den. Derfor har Folketinget via satspuljemidlerne afsat fem millioner til øget information om vaccinen.

- Nu har vi sagt til Sundhedsstyrelsen, at der skal reageres på det, og der skal sættes oplysningskampagner i gang. Der skal laves undersøgelser for, om det her har grobund i virkeligheden, for vi skal tage den bekymring alvorligt, der er hjemme i de danske familier, siger socialdemokratiets Karin Gaardsted, der er medlem af Folketingets Sundhedsudvalg.

I følge hende er det helt afgørende, at myndighederne retænker, hvordan de informerer.

- Det kan ikke nytte noget, at man bare stikker en videnskabelig rapport i hovedet. Der er nødt til at skulle ske nogle flere ting omkring det, siger Karin Gaardsted.

Hvis man ikke gør noget ved problemet, frygter formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, at det kan få alvorlige konsekvenser.

- Først og fremmest bliver man nødt til at være lydhør, når der kommer nogen og siger, at de blev syge efter vaccinen, og det har man ikke været. Det bør man gøre, for ellers får vi aldrig en stigning i dem, der modtager en vaccine, siger formanden, Liselott Blixt (DF).

Tilliden skal genvindes

Sundhedsstyrelsen er klar med indsatsen til foråret, men de mener, at det vil tage tid at genvinde tilliden til vaccinen.

- Vi tror ikke på snuptagsløsninger. Vi har set det, når der har været usikkerhed ved andre vaccinationer, at det er noget, der tager tid at genetablere tilliden og få folk overbevist om, at det her er virkelig væsentligt, siger Bolette Søborg.

Alle piger tilbydes en HPV vaccination frem til de bliver 18 år.

2:50
Mere information er vejen frem, hvis flere skal vaccineres mod livmoderhalskræft, mener Sundhedsstyrelsen.