Odense sænker Hernings tophold på isen

Herning Blue Fox var foran på Fyn, men Metal Ligaens tophold måtte rejse hjem med et nederlag i overtiden.

Foto: Herning Blue Fox

Førerholdet Herning Blue Fox indkasserede søndag et sjældent nederlag i landets bedste ishockeyrække.
    
På udebane blev midtjyderne slået med 2-1 af Odense Bulldogs, der sikrede sig sejren i overtiden.
    
Søren Nielsen blev matchvinder med det afgørende mål et minut inde i overtiden.
    
Herning tog ellers føringen i første periode, da canadiske Branden Gracel efter små syv minutter fik pucken i mål.
    
I anden periode slog landsmanden Anthony Camara til med 1-1-udligningen for Odenses værter.
    
Tidligere søndag vandt Rungsted med 7-1 over Hvidovre.
    
Herning topper Metal Ligaen med 40 point. Midtjyderne har vundet 14 af holdets 18 kampe. Rungsted følger efter på andenpladsen med 38 point for 19 kampe.
    
Odense indtager femtepladsen med 33 point for 17 kampe.
    
/ritzau/