Nyvalgt DF'er: Jeg taler med dyr og ånder

Dansk Folkepartis nye folketingsmedlem, Karina Due, har i et tidligere liv været indianerdreng. Og så kan hun tale med ånder og dyr. Det har hun i hvert fald sagt til Radio24syv.

150710 KarinaDUe.jpg

Dansk Folkepartis nye medlem af Folketinget, Karina Due, kan tale med ånder og dyr. Det påstår hun i hvert fald over for Radio24syv. Derudover tror hun tilsyneladende på reinkarnation.

- Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har levet før, men jeg ved, at jeg var en indianerdreng i et tidligere liv, forklarer Karina Due, der er valgt ind i Silkeborg Nordkredsen.

Healing og clairvoyance

Foruden politik beskæftiger hun sig blandt andet med healing og clairvoyance. Og det var da også den anden dimension, der guidede hende i retning af politik.

- De (ånderne, red.) har fået mig til at starte med politik, selvom det ikke var noget, der lå i kortene for mig, siger hun til Radio24syv.

Karina Due har også et hobbylandbrug, hvor hun blandt andet har gederne, Nik og Jay.

- De er tossede i hovedet, de er nogle banditter, så de dybe samtaler bliver det ikke til, fortæller Karina Due.

Due har blandt andet dyrevelfærd som én af sine politiske mærkesager.