Nyttehaver på vandet skyder op over hele landet

Seks steder landet over er der etableret maritime nyttehaver, hvor der høstes tang, blåmuslinger og østers.

Den primære fangst hos medlemmerne i Nykøbing Mors har indtil nu været muslinger. De håber, at der på sigt kommer et lidt mere varieret udvalg af skaldyr på linerne. Foto: Uffe Bregendahl, TV MIDTVEST

De fleste forbinder en nyttehave med et stykke jord, hvor man dyrker kartofler, porrer og gulerødder.

Men man kan også etablere nyttehaver til havs og høste eksempelvis tang, blåmuslinger og østers.

Læs også Lolas kolonihave er ikke som alle andres

Der findes for tiden seks såkaldte maritime nyttehaver, som drives af foreninger. Og flere er på vej.

- Vi er gået fra at være en københavnerbaseret forening til at være en national netværksorganisation for maritime nyttehaver, der dukker op alle mulige steder de her år, siger Joachim Hjerl.

Han er stifter og leder af den selvejende institution Havhøst, som hjælper lokale foreninger i gang med at etablere de maritime køkkenhaver.

Der er etableret haver ved Ebeltoft, Lemvig, Løgstør, Aalborg, Nykøbing Mors og Kerteminde.

Omkring 500 medlemmer af de lokale foreninger er involveret i arbejdet med at dyrke og høste af havets afgrøder.

To andre steder - Vejle og København - er også på vej i vandet med dyrkningsanlæg.

Endelig er der ti andre steder på danmarkskortet, hvor man ifølge Joachim Hjerl har taget de første skridt på vejen mod at etablere lokale dyrkningsforeninger.

Køkkenhave til havs

  • Der er etableret haver ved Lemvig, Nykøbing Mors, Ebeltoft, Løgstør, Aalborg, og Kerteminde.
  • Der er dyrkningsanlæg på vej ved Vejle og København.
  • Endelig er der ti andre steder på landkortet, hvor man har taget de første skridt på vejen mod etablering af en lokal dyrkningsforening.
  • Cirka 500 borgere er på nuværende tidspunkt involveret i projekterne.
  • I de maritime nyttehaver høstes blandt andet tang, muslinger og østers.
  • Det kræver en tilladelse fra myndighederne, før man kan etablere en nyttehave på vandet.
  • Den selvejende institution Havhøst, der blev etableret i 2011, rådgiver om de maritime nyttehaver.
  • Organisationen hed indtil 12. august 2019 "Maritime Nyttehaver".
  • Havhøst støttes af Friluftsrådet, Velux Fonden og Spar Nord Fonden.

Kilder: Havhøst.dk

Det er fortrinsvis tang, østers og blåmuslinger, som høstes.

Tang og blåmuslinger findes ifølge Joachim Hjerl over det meste af landet, mens det især er ved Limfjorden, man finder østers.

Konceptet passer godt til tidens krav om, at vi skal tænke og opføre os mere bæredygtigt, mener Joachim Hjerl.

- Der er ikke behov for at tilføre foder eller medicin, og så kræver det meget lidt plads i forhold til udbyttet. Det er en genial råvare at arbejde med.

- Tang, blåmuslinger og østers tager ikke noget, men trækker næringsstoffer ud af vandet. Så på den måde er det en vindersituation for miljøet, siger Joachim Hjerl.

Det kræver en tilladelse fra myndighederne, hvis man ønsker at høste af havets afgrøder.

- Som det er nu, kan det være bøvlet at komme i gang. Det er noget, vi gerne vil drøfte med den nye regering, siger Joachim Hjerl.

Med Danmarks 7000 kilometer lange kystlinje ser han store muligheder for at etablere endnu flere havbaserede køkkenhaver.

Målet er, at der i 2025 skal være etableret 30 maritime nyttehaver landet over.

04:09

Siden 1814 har der været KOLONIHAVER i Danmark, hvor byboerne kunne dyrke deres egne grønsager og komme lidt væk fra byen.  200 år senere er tanken om kolonihaverne opgraderet til en version 2017 - i helt nye omgivelser.

Luk video