Nytårskoncerter gav 130.000 kr.

Prinsens Musikkorps fra Skive overrækker i aften en check på 130.000 kroner som er indsamlet til Haiti.

Beløbet er samlet ind ved 10 nytårskoncerter i primært Midt- og Vestjylland.

Prinsens Musikkorps havde netop indledt nytårskoncert-turneen, da jordskælvet rystede Haiti og billederne af det ødelagte land begyndte at gå verden rundt.

Katastrofens omfang fik musikkorpset til at starte en indsamling blandt koncertgæsterne. Hver aften samlede de ind i champagnekølere og overskuddet fra cd-salget ved koncerterne er også gået ubeskåret til jordskælvsofrene.

Sidste koncert i aften

Det er nu blevet til 130.000 kroner som Dansk Røde Kors i aften får overrakt ved årets sidste nytårskoncert i Morsø Teater i Nykøbing.

- Midt i den dejlige musik og den fest en nytårskoncert nu engang er, er indsamlingen blevet et højtideligt øjeblik, hvor vores chefdirigent, Jesper Juhl, fra scenen fortæller, hvorfor vi har valgt at samle ind. Et øjeblik der maner til eftertanke og vilje til at hjælpe andre, der er i nød, siger orkesterchef Henrik Thorngaard i dag om indsamlingen i en pressemeddelelse.

Se indslag fra 15. januar om indsamlingen her