Nytårsdyst: Torsk eller oksekød?

Henrik Olesen er medejer af Hvide Sande Røgeri. Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Nytårsdyst: Torsk eller oksekød?

Selv om salget af oksekød sætter rekord op til årsskiftet, er danskerne stadig vilde med torsk, lyder det fra fiskehandlerne.

Torsken har fået alvorlig konkurrence som danskernes foretrukne spise nytårsaften.

Danish Crown Beef melder om et rekordstort salg af oksekød. Salget ligger 15 procent over sidste år, men fiskehandlerne har dog ikke mistet modet af den grund.

Læs også Dansk oksekød hitter til nytår

- Jeg vil ikke sige, at oksekødet har overhalet torsken nytårsaften. Vi sælger måske ikke så mange hele torsk som tidligere, men udbenede torsk er folk stadigvæk helt vilde med, siger Henrik Olesen, der er medejer af Hvide Sande Røgeri.

Meldingen fra fiskehandleren lægger dog ikke en dæmper på begejstringen hos Finn Klostermann, der er administrerende direktør hos Danish Crown Beef.

- Jeg håber da, at danskernes valg til nytårsaften er oksekød eller kalvekød. Om der så smutter en enkelt fisk imellem, det er okay for mig, siger han med et smil.

Danish Crown producerer i dagene op til årsskiftet 150.000 bøffer om dagen for at kunne klare efterspørgslen, og fra Hvide Sande er der også godt nyt til de mange, der foretrækker fisken.

- Sidste år blæste det så meget, at vi ingen kunne få, men i år har vi haft nemmere ved at få torsk, så der bliver ingen problemer med at skaffe den, siger Henrik Olesen, der fortæller, at dagene op til nytår hører til de allertravleste i butikken.

 

01:45

Flere og flere danskere vil have dansk oksekød nytårsaften, men der bliver stadig solgt masser af torsk.

Luk video