Nyt vidne i gammel drabssag

Preben Thomsen fra Fur melder sig nu som vidne i en 16 år gammel drabssag. Drabet på den 8-årige tysker Dennis Rostel.

Det er 16 år siden. Alligevel er Preben Thomsen fra Fur ikke i tvivl.

- Her bagefter tror jeg bestemt, det var ham morderen. Al ting passer. Han havde det så dårligt, og vi var i det område, siger Preben Thomsen.

Hans historie begynder i Skånsø Plantage. Det regnede den dag. Preben Thomsen havde været i i banken i Vinderup og er på gåben på vej hjem. En tysk bil kommer kørende og stopper foran Preben Thomsen, som stiger ind i bilen.

Bilen er ifølge Preben Thomsen en mørk, stor Opel Omega på tyske nummerplader, men kørerturen bliver en mystisk oplevelse.

- Jeg har det mærkeligt inde i bilen, fordi han ikke kigger på mig. Han kigger bare frem og kører med det samme. Jeg ved ikke, hvad det var, men der var noget uhyggeligt ved ham, siger Preben Thomsen.

Manden havde sved på panden, og så ud som, at han havde det skidt. Pludselig stopper bilen, og der bliver sagt "ikke længere" med tyske gloser, og så stiger Preben Thomsen ud.

Under køreturen, der kun var omkring to kilometer lang, kom de forbi en sandvej. Lige der, den 8-årige Dennis Rostel blev fundet dræbt.

Preben Thomsen kan ikke beskrive, hvordan manden så ud, men tror, at han ville kunne genkende ham, hvis han så ham igen.

Preben Thomsen vil nu fortælle sin historie til politiet.

Preben Thomsen er ikke den eneste, som har fået hukommelsen på gled siden flere medier i sidste uge omtalte sagen. I alt fem har henvendt sig, og politiet er nu i gang med at støve den gamle sag af.

Tyske Dennis Rostel forsvandt sporløst den 24. juli 1995 fra en teltlejr i Schleswig. Liget af Dennis Rostel blev fundet af en turist den 8. august 1995 i en klit i Vinderup.