Nyt underskud i biogasanlæg

Der er overskud på den primære drift, men bundlinjen viser stadig et underskud i Maabjerg BioEnergy.

280515MaabjergBioEnergy.jpg

Biogasanlægget Maabjerg BioEnergy, der leverer grøn energi til forbrugerne i Holstebro og Struer, har stadig svært ved at få forretningen til at løbe rundt.

Regnskabet for 2014 viser et underskud på 3,6 millioner kroner - et resultat som ledelsen betegner som utilfredsstillende.

Bestyrelsesformand Nils Ulrik Nielsen glæder sig dog i en pressemeddelelse over, at selskabet for første gang har overskud på den primære drift - et plus på fire millioner kroner mod underskud på 4,3 millioner året før.

- Anlægget kører helt fantastisk, og medarbejderne har ydet en kraftpræstation. Men vi har været hårdt ramt af driftsforstyrrelser og sort uheld hos kunderne, og derfor har der været en del af biogassen, som vi ikke kunne afsætte. Det er frustrerende, siger han.

Det var først og fremmest en to måneder lang afbrydelse af en turbine på kraftvarmeværket Måbjergværket, der har skabt problemer for biogasanlægget.

Maabjerg BioEnergy arbejder derfor på at gardere sig.

- Vi fik allerede sidste år opdateret vores aftale med Måbjergværket, så kraftvarmeværket kan aftage eventuel overskydende biogas, og samtidig er vi meget tæt på at lukke en stor aftale med Arla Foods om at levere biogas til deres mejeri som led i en bytteaftale, hvor vi modtager valle, siger Nils Ulrik Nielsen.

Maabjerg BioEnergy forventer i år et rundt nul på bundlinjen.