Nyt ulveangreb hos fåreavler ved Ulfborg

En ulv har endnu en gang angrebet en fåreflok ved Ulfborg. Denne gang er fem får fundet døde.

Ulveangreb Ulfborg 4
Foto: Peter Bertil Hellén

Onsdag blev fem får fundet døde i en plantage øst for Ulfborg. Jens Henrik Jakobsen, Naturstyrelsens lokale vildtkonsulent med speciale i ulv, har torsdag undersøgt de døde får og taget DNA-prøver af dem. Og der er med stor sandsynlighed tale om et ulveangreb.

- Ud fra hvad jeg så i dag, så er det med stor sandsynlig en ulv. Da vi tog skindet af, kunne vi se på bidemønstret, at det var et meget effektivt bid og noget kraftigere end fra en hund. Vi har taget prøver, som nu bliver sendt til Tyskland, siger Jens Henrik Jakobsen til TV MIDTVEST.

Fårebesætningen hører under Peter Bertil Hellén, og det er kun halvanden måned siden, at en ulv sidst angreb får på hans marker. 

- Det er ikke sjovt. Det er ikke det syn, man gerne vil se, siger Peter Bertil Hellén.

Efter angrebet midt i oktober fik han straks udbetalt erstatning, og det gør han også denne gang. Men de 1.200 kr. i erstatning pr. får er langt fra tilstrækkeligt ifølge fårehyrden.

-  Det er slet ikke nok, for det giver rigtig meget ekstra arbejde. Det tager mange timer at samle fårene igen, fordi de efter sådan et angreb løber mange forskellige steder hen. Desuden synes jeg, vi skal se på, om vi der kan laves noget hegn, der sikrer fårene bedre, siger Peter Bertil Hellén.

Med ulveangrebet onsdag er det i fjerde gang, det er blevet bekræftet, at en ulv har angrebet Peter Bertil Helléns får. 

I midten af oktober mistede fårehyrden fire dyr, da en ulv angreb fårene på en mark ved Idom. Denne gang mistede han fem får.

DNA-prøverne, der blev taget torsdag, bliver nu sendt til Tyskland. Der går omkring en måned, før der kommer svar på dem.