Nyt udkigstårn med elevator på heden

Kongenshus Mindepark regner med, at seks meter højt udsigtstårn vil tredoble antallet af besøgende.

090813_Udsigtstaarn.jpg

Fra november bliver der mulighed for at få et stort overblik over heden ved Kongenshus i Viborg Kommune, når Kongenshus Mindepark indvier et nyt seks meter højt udkigstårn.

Den samlede pris for projektet ligger mellem to en halv og tre millioner kroner, og ud over tårnet skal pengene bruges til blandt andet informationstavler, der skal fortælle om stedets historie og natur. Pengene kommer fra forskellige fonde og offentlige puljer.

- Vi er meget stolte af, at dette projekt nu endelig bliver ført ud i livet. Vi vil i fremtiden kunne give alle vores gæster en endnu større naturoplevelse, siger Ove Kloch, der er bestyrelsesformand for Kongenshus Mindepark.

Elevator og tilladelse fra Fredningsnævnet

Som noget helt specielt for den slags attraktioner bliver udkigstårnet udstyret med en elevator, så gangbesværede og kørestolsbrugere også kan komme med op.

Mindeparken regner med, at tårnet vil trække masser af besøgende til heden. Forventningen er, at antallet af besøgende øges fra 25.000 til 50.000-75.000 i løbet af tre år.

Byggeriet, der snart ventes at gå i gang, har krævet en tilladelse fra Fredningsnævnet og en landzonegodkendelse fra Viborg Kommune.

Den 1200 hektar store hede ejes af den selvejende institution Kongenshus Mindpark for Hedens Opdyrkere.