Nyt testanlæg skal rense vand for medicinrester

Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Nyt testanlæg skal rense vand for medicinrester

Medicinrester fra hospitaler og private husstande udfordrer de centrale vandrensningsanlæg. Derfor testes et nyt anlæg lige nu i Herning.

Medicinrester fra hospitaler og private husstande er en stigende udfordring for de centrale vandrensningsanlæg. Derfor bliver et nyt anlæg lige nu testet i Herning. Ved hjælp af bakterier vil de forsøge at rense vandet for de farlige rester af medicin. Og der er nok at holde øje med, selvom det lille rensningsanlæg kun renser en lille del af spildevandet i Herning.

- Det er kun et lille mikro-renseanlæg, som gør nogle flere ting end et stort renseanlæg. Det kommer igennem nogle flere processer. Det er sådan set bare det, der sker, forklarer Jan Myllerup, der er spildevandstekniker ved Herning Vand.

 

Hver af tankene indeholder bakterier, som kan nedbryde og rense vandet for medicinrester. Bakterierne sidder fast på særlige plastikpoletter, som røres rundt i vandet.

- Der er en stor overflade på poletterne, så der kan sidde mange flere bakterier på. På den måde kan de arbejde i vandet, siger Jan Myllerup.

 

Undersøgelser viser, at 95 procent af danskernes medicinforbrug sker i private hjem. Dermed udsættes spildevandet for flere farlige medicinrester, som i dag ikke fjernes fra vandet. Hvis forsøgsanlægget fungerer efter hensigten, vil det kunne få stor betydning for fremtidens stigende krav til vandkvaliteten.

- Vores kerneopgave i denne verden er at sikre sundt vand, og det gør vi ved at passe på de vandressourcer, vi har. Derfor skal vi have styr på, om vi leder noget ud i naturen, som naturen ikke selv kan håndtere, siger Niels Møller Jensen, der er direktør ved Herning Vand.

 

Med det kommende supersygehus i Gødstrup satser de på, at det over en årrække kan betale sig at udvide anlægget til hele kommunens vandforsyning.

- På den lange bane, hvis vi kigger fem til ti år frem, så håber jeg, at det her er anvendeligt og nyttiggjort, så vi kan lave den her løsning til en fornuftig pris, lyder det fra direktøren.

 

Teknikerne følger de blå containeres arbejde nøje, og forsøget ser da også ud til at holde vand.

- Det ser ud til at virke, men nu skal det jo lige bygges ordentligt op. Det kan være, man skal styre det på en anden måde, det er jo det, vi lige nu går og leger lidt med, lyder det fra Jan Myllerup.

 

Indtil videre renser testanlægget i Herning kun 300 liter vand i timen. Anlægget i Herning skal testes hen over de næste ti måneder.