Nyt system skal vurdere sygehusenes indsats

Otte nationale mål og et vurderingssystem skal ifølge sundhedsministeren løfte kvaliteten i sundhedsvæsnet.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) og Danske Regioner er inden længe på vej med otte nye nationale mål, og samtidig skal indsatsen på sygehusene og i kommunerne fremover måles og bedømmes med trafiklysets farver, rød, gul og grøn. 
På den måde skal det være med til at gøre det lettere at gennemskue, hvor der er behov for forbedringer i sundhedsvæsnet og hvor der ikke er. Rødt lys indikerer en dårlig indsats, mens det grønne lys betyder, at niveauet er over landsgennemsnittet.

- De nationale mål skal være med til at holde fokus på det, som rent faktisk gør en forskel for patienterne. Fra politisk hold er det vores opgave at sætte en klar retning for sundhedsvæsenet, og det gør vi med få, ambitiøse og forpligtende nationale mål, siger sundhedsminister Sophie Løhde i en skriftelig kommentar.

   

Forandringer forbedre forholdene for patienter
De opstillede mål og trafiklysets farver er en del af de forandringer, der afløser den nuværende model med mange registreringer og proceskrav på sygehusene.     

De otte overordnede mål omfatter blandt andet bedre sammenhængende patientforløb, forbedret overlevelse og patientsikkerhed og et mere effektivt sundhedsvæsen.  Foreløbig er de otte mål blot et udkast, og før de kan implementeres i sundhedsvæsnet, skal de vedtages ved en politisk aftale mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.   

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), ser frem til indførelsen af de nye mål.   

- De her mål vil hjælpe os til at have endnu mere øje for, at både regioner og ministerium er her for patienternes skyld. De nye mål vil blandt andet sikre fokus på antallet af patienter, der får den bedste kliniske behandling, og en styrket indsats rettet mod ældre patienter og kronisk syge, siger Bent Hansen (S), Formand for Danske Regioner til ritzau.