Nyt stort overskud i Landbobanken

Overskud på 245 millioner kroner i årets første seks måneder.

Ringkjøbing Landbobank beviser endnu engang, at banken trods økonomisk afmatning i samfundet har forstand på at tjene penge.

Banken præsenterede onsdag sit halvårsregnskab med et overskud før skat på 245 millioner kroner mod 237 i samme periode sidste år. Ledelsen betegner selv resultatet som tilfredsstillende og konstaterer i regnskabet, at bankens kunder ser ud til at klare sig bedre gennem krisen end gennemsnittet i Danmark.

Det er blandt andet gebyrer, provisioner og valutaindtjening, der er skyld i den øgede indtjening. Posten er steget fra 98 til 113 millioner kroner.

Ringkjøbing Landbobank fik i hele 2012 et overskud på 448 millioner før skat. Ifølge regnskabet har banken en markedsværdi på 4,8 milliarder kroner.