Nyt stort cykelløb i Viborg

Landevejene i og omkring Viborg kommer til at lægge asfalt til et nyt professionelt cykelløb, der bliver en del af Europatouren

150130Cukelloeb.jpg

"GP Viborg" er navnet på det nye cykelløb, der første gang bliver kørt den 1. maj i år.

- Det bliver kæmpe stort. Vi kommer til at køre med det største felt i Danmark - 198 ryttere. Til sammenligning blev sidste års udgave af Post Danmark Rundt afviklet med 112 ryttere. Det er vores helt klare ambition, at vi her skal have opbygget en ny dansk klassiker, fortæller løbsdirektør Mogens Kristensen.

GP Viborg bliver det første løb i den efterhånden traditionsrige cykelweekend, der afvikles over tre dage i Store Bededagsferien. Weekenden består også af løbene Himmerland Rundt og RENT LIV Løbet i Skive.

Rundt i hele kommunen

Ruten for løbet ligger endnu ikke helt fast, men det ligger fast, at det store felt kommer på besøg i en lang række af kommunens byer.

Med udgangspunkt på Rødevej i Viborg, hvor der også vil være start og mål, vil løbet blive formet som fire sløjfer, hvorved cykelløbet vil bragt lige til døren for mange borgere i Viborg Kommune.

Udover hele den danske elite vil løbet få deltagelse af en lang række teams fra store dele af Europa. Disse vil blive offentliggjort løbende i den kommende tid.