Nyt Nordsø-samarbejde kan skabe energieventyr

Et samarbejde om udbud af og krav til havvindmøller skal skabe nyt energieventyr i Nordsøen, håber minister.

siemens_offshore1.jpg
Foto: www.siemens.com/press

En aftale mellem Danmark og de resterende Nordsø-lande skal gøre den jyske vestkyst til centrum for et europæisk eventyr for havvindmøller. Det håber energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Aftalen er en politisk erklæring mellem alle Nordsø-landene og EU-Kommissionen om etableringen af et samarbejde om vedvarende energi og elnet i Nordsøen.

Samarbejdet skal munde ud i fælles EU-regler for havvindmøller og samarbejde om udbud af havvindmøller.

- Med Nordsø-samarbejdet vil landene i fællesskab blandt andet harmonisere regler og koordinere havvindmølleudbud, så vi kan få omkostningerne ved havvind ned og muliggøre, at Nordsøen bliver et kraftværk med havvind for hele Europa, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Som reglerne er nu, findes der forskellige krav til, hvordan havvindmøller skal designes alt efter, hvilket lands farvand, de skal stilles op i. Det skal fremover ensrettes.

Nordsøen særligt velegnet

Aftalen kommer, efter at en vurdering fra EU-Kommissionen anslår, at Nordsøen ville kunne dække 4-12 procent af elforbruget i EU. Det vil svare til en udbygning på omkring 100 gigawatt (GW). Til sammenligning er der i dag installeret 7,7 GW i Nordsøen.

Ifølge EU-Kommissionens forskningsprojekt Windspeed, er særligt den danske del af Nordsøen velegnet til havvindmøller på grund af den lave havdybde.

Og den attraktive danske havbund kan blive nøglen ind til et eventyr for offshore virksomheder, håber Lars Chr. Lilleholt.

- Nordsø-samarbejdet kan betyde arbejdspladser, vækst og udvikling i Danmark. Vi har en stor klynge af virksomheder, som er specialiserede i at opstille og servicere havvindmølleparker. Jo mere aktivitet, der er i Nordsøen, desto større vil efterspørgslen være efter danske løsninger, siger han.

Store gevinster

Både de danske rederier og energiselskaberne forudser store gevinster ved nordsø-aftale.

- I hele værdikæden fra dem, der er investerer i vindmøller til dem, der leverer og servicerer havvindmøller, er vi så at sige verdensmestre i havvindmøller, fordi vi har øvet os i mange år. Derfor kan det kun dryppe af på Danmark, når landene rundt om Nordsøen koncentrerer sig om at lave det her initiativ. Der er noget at glæde sig til, siger Anders Stouge, der er vicedirektør i Dansk Energi.

Både han og direktør i Danmarks Rederiforening Jakob Ullegård bygger deres store forventninger på de hidtidige erfaringer.

- I Danmarks Rederiforening har vi det rederi, der har sat flest havvindmøller op. Vi har et rigtig godt afsæt for at tage nye markedsdele, siger Jakob Ullegård.

Begge glæder de sig over, at reglerne på tværs af landene nu standardiseres, samt at det nu bliver muligt, at eksempelvis andre lande kan lave projekter i dansk farvand. Det kan nemlig lokke ordrer på vedligeholdelse og anden service til Danmark.

Stadig behov for statslige investeringer

Den nye aftale kan dog ikke erstatte statslige investeringer. Under de nuværende forhandlinger om afskaffelsen af PSO-afgiften har regeringen blandt andet foreslået, at der skal skrues ned for investeringerne i havvindmølleparker.

Og der er stadig brug for statslige investeringer fra Danmark eller fra anden side for at sænke prisen på elektricitet fra havvindmøller, mener Jakob Ullegård fra Danmarks Rederiforening.

- Du får ingen havvindmøller op uden statslige investeringer. Det handler om, at havvind i dag endnu ikke er lige så konkurrencedygtig som vind på land, siger han.

- Det gælder alle nye teknologier, at desto mere vi får op, desto flere erfaringer får vi, desto billigere bliver det.

/ritzau/