Nyt netværk skal hjælpe forældre til ordblinde børn

Tre mindre skoler i Holstebro Kommune er gået sammen om at skabe et netværk for forældre til ordblinde børn

Sebastian Welander er et af de mange ordblinde børn i landsdelen.
Sebastian Welander er et af de mange ordblinde børn i landsdelen.
Foto: Sean Kelly Christensen

For mange ordblinde børn i landsdelen er læsning en daglig kamp. Og det samme er det for deres forældre, når børnene skal have hjælp med lektierne.

Men det vil folkeskolerne i Sevel, Skave og Borbjerg sætte fokus på, og derfor har de etableret et netværk for forældre til ordblinde børn. Gennem netværket får forældrene gode råd til at hjælpe børnene.

Et af de ordblinde børn fra landsdelen er 12 årige Sebastian Handberg Welander.

- Jeg synes, det er svært bare at læse et nyt ord, siger Sebastian Handberg Welander.

 For fire år siden fik han konstateret ordblindhed, og det gav hans forældre en del udfordringer.

- Vi tænkte, hvad skal vi gøre, hvem skal vi snakke med? Vi brugte rigtigt meget krudt på at prøve at finde viden om det her, og hvad det ville betyde for Sebastian, siger Mette Handberg Welander, som er mor til Sebastian.

De er et ud af i alt 35 forældrepar, der er blevet en del af et nyt netværk i Holstebro Kommune for forældre til ordblinde børn. Her kan forældrene mødes og udveksle erfaringer.

- Det er en fantastisk måde, at man kan dele gode og dårlige oplevelser med forskellige hjælpemidler. Der kan også være nogle hjælpemidler, der kommer frem, som ikke alle kender, og den vej igennem kan man få nogle erfaringer, siger Sebastians far, Uffe Welander.

Det er altså tre af kommunens mindre skoler, der er gået sammen om at lave netværket. Her har man ikke de samme ressourcer til rådighed som på de store skoler, og derfor skal der tænkes anderledes.

- Jeg har sparret med Carsten fra Skave Skole og Martin fra Borbjerg Skole om, hvad det er, vi kan gøre ude på de små skoler for at løfte den her opgave. Så ved at slå nogle ressourcer sammen, finder vi ud af at få løst opgaven, siger Niels Holm Poulsen. Han er skoleleder ved Sevel Skole.  

Netværket har allerede holdt sit første møde, og Sebastian Welanders forældre håber, at det i fremtiden kommer til at betyde stor forskel for undervisningen af ordblinde børn i Holstebro Kommune.

- Jeg håber, det kan udvikle sig til, at det også kommer på andre skoler, så andre kan lære, hvor de skal gå hen, hvis de har et ordblindt barn. Og at de ved, at der er andre, der står i samme situation, siger Uffe Welander.  

2:13
Tre mindre skoler i Holstebro Kommune er gået sammen om at skabe et netværk for forældre til ordblinde børn