Nyt lån kan hjælpe unge landmænd

Yngre landmænd kan få økonomisk hjælp til at etablere drømmevirksomheden. Det sikrer en ny type lån, som kan søges af landmænd under 40 år.

bigballe150713.jpg

Vækstfonden åbner i fremtiden op for en ny lånetype, som skal hjælpe unge landmænd i gang i branchen.

Sammen med Landbrugets Finansieringsbank stiller vækstfonden 175 mio. kr. til rådighed til særligt risikovillige unge landmænd under 40 år. Lånet bliver et såkaldt "etableringslån".

Det nye lån dumper ned på en bar plet, efter den tidligere Ordning for Yngre Jordbrugere blev afskaffet i 2011. Samtidig er det håbet, at det nye etableringslån skal få flere unge ind i erhvervet, fortæller Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

- Tilgangen af flere unge er helt afgørende for, at erhvervet kan videreføres i fremtiden. Vi har gennem flere år oplevet særdeles vanskelige vilkår for at finde finansiering for de unge, og derfor ser jeg frem til, at vi nu får forbedrede muligheder for at hjælpe unge i gang på deres egen bedrift, siger Martin Merrild til Ritzau.

Vil ændre farlig udvikling

I dag er under tre procent af de danske landmænd yngre end 35 år, mens andelen af landmænd over 65 år nærmer sig 25 procent.

- Det er en udvikling, som vi skal have vendt, hvis vi skal fremtidssikre den produktion og de værdier, som vores erhverv skaber til samfundet. Derfor er det et skridt i den helt rigtige retning, når vi får gang i en ny låneordning til de unge, der skal bære erhvervet videre i fremtiden, siger Martin Merrild.

Låneordningen er et led i aftalen om vækstplan for fødevarer, som regeringen indgik i 2014. Den nye ordning skal ses som et supplement til realkredit og banklån.

Landbrug & Fødevarer har gennem flere år arbejdet på at finde løsninger på finansieringsudfordringen, som især har ramt de unge. Banker og realkreditinstitutter har strammet vilkårene for udlån, og bedrifterne er generelt blevet større, og derfor er der kommet skrappere krav til de unges egenkapital.