Nyt kulturhus takket være vindmøllepenge

Mange borgere er imod vindmøller tæt på byen, men i den lille landsby Ølstrup ved Ringkøbing indvier de i dag et helt nyt kulturhus delvist betalt med kompensationspenge fra vindmøller.

Kernen Ølstrup
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Når landsbyen Ølstrup ved Ringkøbing i dag indvier deres nye Kulturhus Kernen til en pris på 18 millioner kroner, så er det i høj grad takket være fem millioner kroner, som byen har fået i kompensation for en række vindmøller i området. 

- De har haft en stor indflydelse. Det er klart, at de bidrager til sognet. Blandt andet, så får vi 220.000 kroner hvert år fra møllerne, og det gør jo, at vi har nogle penge at arbejde med hvert eneste år, siger Bjarne Greve, der er næstformand i det nye kulturhus Kernens bestyrelse. 

Og selvom vindmøller for mange er lig med gener, så har de gavnet byudviklingen i landsbyen.

- Der er jo altid modstand mod vindmøller, og det har vi da også i Ølstrup, men nu var det bestemt, at de møller skulle stå der, og så kan vi lige så godt få det bedste ud af det, vi kan, siger han. 

De over 200.000 kroner om året går også til andre projekter i byen, og det skulle gerne - på trods af vindmøllerne i nærheden - trække flere borgere til byen.

- De fleste lokale borgere anerkender, at man sætter noget lokalt i gang, og derfor synes jeg, at det er godt set, at sognene her omkring Hjortmose-møllerne kan finde en plan for det, og man her i Ølstrup bruger pengene til gavn for byen, siger Kristian Ahle (V) formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Og borgerne er ikke færdige med at udvikle byen endnu. Næste projekt er en udstykning af flere byggegrunde omkring den nærliggende sø. 

- Succeskriteriet er selvfølgelig, at vi får nogle nye tilflyttere og nogle flere børn til sognet. Det her nye kulturhus er grundpælen for den udvikling fremadrettet. Hvis ikke det var blevet til noget, så ville Ølstrup jo blive afviklet i stedet for udviklet, for hvem gider at flytte hertil, hvis der ikke er nogle ordentlige selskabslokaler og idrætsfaciliteter i byen, slutter Bjarne Greve.

Ølstrup har knap 300 indbyggere og blev i 2014 kåret som årets landsby. Fejringen af det nye kulturhus slutter i aften med en stor fest for byen. 

1:12