Nyt kræft-center på vej i Herning

Kræftens Bekæmpelse vil etablere et nyt rådgivningscenter ved regionshospitalet i Herning.

regionshospitalet_herning_1.jpg

Kræftpatienter og deres pårørende kan se frem til væsentligt bedre forhold i Herning.

Kræftens Bekæmpelse vil oprette nye rådgivningscentre tæt på hospitalernes kræftcentre i syv byer, deriblandt Herning.

Formålet er at hjælpe langt flere kræftpatienter og pårørende - og helst så tidligt i forløbet som muligt.

Regionschef Jørgen Ulrich Raunskov fra Kræftens Bekæmpelse i Region Midtjylland oplyser, at man er i dialog med sygehusledelsen i Herning om et center, der skal ligge på sygehusets område eller i hvert fald tæt på.

Det er stadig uvist, hvornår det nye center i Herning kan indvies. Men det vil formentlig ske før et nyt vestjysk supersygehus står klart.

Samlet pris: 150 milioner

Kræftens Bekæmpelse arbejder tæt sammen med fonden Realdania om de syv nye centre. Realdania støtter byggeriet med 50 millioner kroner - Kræftens Bekæmpelse 100 millioner.

Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, siger, at man med de nye centre gør hjælpen til kræftpatienterne mere synlig og tilgængelig.

- Og så håber vi, at beliggenheden vil betyde et meget tættere samarbejde med sygehuspersonalet, siger Arne Rolighed.