Nyt job til omstridt bankdirektør

Nyt job til omstridt bankdirektør

Den tidligere direktør i Fjordbank Mors og Morsø Bank, Torben Sørensen, får nyt topjob i sparekasse.

Torben Sørensen, der var direktør i den krakkede Fjordbank Mors, er blevet ansat som erhvervskundechef i Den Jyske Sparekasse med hovedkontor i Grindsted, skriver Morsø Folkeblad.

- Det synes jeg roligt, man kan kalde en blåstempling af Torben Sørensen, siger Claus E. Petersen, administrerende direktør, Den Jyske Sparekasse, og formand for foreningen Lokale Pengeinstitutter til Morsø Folkeblad.

Direktør for Fjordbank Mors

Torben Sørensen var direktør for Morsø Bank, da den blev lagt sammen med Morsø Sparekasse og blev til Fjordbank Mors.

Mindre end et år nåede den nye bank at leve med Torben Sørensen ved roret, før nøglen blev drejet om og resterne overgik til statens oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet.

Til stor undren for en del kunder i Fjordbank Mors, blev Torben Sørensen også ansat i Fjordbank Mors af 2011 A/S et selskab under Finansiel Stabilitet A/S.

Se "Øen der krakkede" om Fjordbank Mors og Torben Sørensens rolle i Finansiel Stabilitet.

- Det er lidt et særsyn, at direktører for krakkede pengeinstitutter får nyt job inden for den finansielle sektor. Men jeg og vi anser Torben Sørensen for at være en fagligt rigtig dygtig fyr, som er meget respekteret i den finansielle sektor. Og hvis vi var det mindste i tvivl om, at han havde en andel i den ulykke, der overgik Fjordbank Mors, så var han aldrig blevet ansat af Finansiel Stabilitet og bedt om at være med til afvikle det, der nu blev resterne af Fjordbank Mors, siger Claus E. Petersen til Morsø Folkeblad.

Meget komplekse erhvervskunder

Torben Sørensen skal som erhvervskundechef i sparekassen tage sig af en række specielle kunder, ejendomskunder og andre komplekse kunder.

Den Jyske Sparekasse har igennem de senere år gennemført en række fusioner, blandt andet med Spar Salling og Sparekassen i Skals, skriver Morsø Folkeblad.