Nyt integrations-samarbejde i Viborg Kommune

Nyt samarbejde mellem Viborg Kommune og Bilka Viborg understøtter både integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet og målet om færre unge på offentlig forsørgelse.

Bilka150713.jpg
Foto: arkivfoto

Viborg Kommune har sat kurs mod et tæt samarbejde med uddannelsesmiljøet og erhvervslivet for at komme ungeledigheden til livs. Et nyt samarbejde med Bilka i Viborg giver unge flygtninge mulighed for at komme i et halvt års praktikforløb, inden de unge går videre i uddannelsessystemet.
Forløbet hedder `Arbejdspladsbaseret integration`.
Ti unge flygtninge i alderen 18-30 år havde derfor første arbejdsdag i Bilka Viborg midt i november. For de fleste af dem var det første gang, de stiftede bekendtskab med en dansk arbejdsplads. De unge kom til Danmark for knap et år siden og er nu i slutningen af deres danskforløb på Sprogskolen.

Mulighed for at afprøve forskelige funktioner i trygge rammer
Samarbejdet betyder, at de unge kan prøve forskellige arbejdsfunktioner, så de i højere grad er afklaret, inden de begynder et egentligt uddannelsesforløb. Jobkonsulent Helle Solvang Krogh fra Jobcenteret i Viborg er tilknyttet gruppen og besøger de unge i varehuset, når behovet opstår.

– Både for de unge og for Bilka betyder det meget, at vi kan tage eventuelle problemer i opløbet. Vi ved fra vores øvrige virksomhedssamarbejde, at en hurtig opfølgning på nogle af de ting, som kan komme i forbindelse med en praktik, kan være forebyggende og givtigt på den lange bane, siger Helle Solvang Krogh.

Både praktik og sprogundervisning foregår i lokaler i varehuset, som Bilka Viborg har stillet til rådighed. Det er med til at skabe større sammenhæng i de unges hverdag.

Ønsker at tage et socialt ansvar
Varehuschef i Bilka Viborg, Morten Alexis, er glad for, at hans varehus kan være med til at løfte en vigtig opgave og tage et socialt ansvar sammen med medarbejderne.

– Det er søde og interesserede praktikanter med en fantastisk indstilling, vi har fået i integrationsforløbet. De har meldt sig frivilligt til projektet og ønsker virkelig at blive integreret på det danske arbejdsmarked. Det gør en stor forskel, at de befinder sig på en dansk arbejdsplads fem dage om ugen, hvor de enten arbejder, modtager undervisning eller holder pause med vores øvrige medarbejdere, siger varehuschefen.

Holdet af praktikanter i Bilka Viborg består ud over de ti unge mellem 18-30 år også af ti flygtninge, som alle er over 30 år. Praktikanterne kommer fra Syrien og Eritrea, Somalia, Congo og Nepal.