Nyt Glyngørefirma overtager Royal Greenland produktion

Republic of Seafood hedder en ny Glyngørevirksomhed, der fra og med 1. januar overtager produktion af produkt i Glyngøre.

rejefabrik.jpg

Royal Greenland flyttede i sommer produktionen af rejer i lage fra Glyngøre til Aalborg. Tilbage var en produktion af deres MAP-produkt, som er skaldyr pakket i en speciel form for vacuum-pakning. Fra og med i dag har den nye ejer Republic of Seafood overtaget produktionen af MAP-produktet og medarbejderne.

- Vi bliver et sted imellem 15 og 20 mand startende fra i morgen, siger administrerende direktør Jesper Kongsted.

Royal Greenland fortsætter som kunde hos rejeproducenten, men ambitionen er, at der også skal komme andre kunder til.

- Den største kunde bliver selvfølgelig Royal Greenland, men vi har også kontakter til andre supermarkedskæder nede i Europa, som er interesseret i at købe fra os direkte, siger direktøren, der også forudser, at det vil komme til at betyde flere jobs i Glyngøre.

Skal vi have presset flere tons igennem fabrikken her, så skal vi bruge flere medarbejdere og mere tid. Den kapacitet, der er her, er fyldt op med Royal Greenland på 80-85%. Så vi skal ikke have ret mange flere ordrer, så skal vi også bruge flere folk, siger Jesper Kongsted.