Nyt Frederiksen-talent på vej

Viborg FF-legenden Søren Frederiksen sender snart sønnen mod hollandsk fodbold

nyfrederiksen.jpg
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Hans far er den mest scorende superligaspiller nogensinde, og nu er han selv godt på vej mod en karriere som professionel fodboldspiller.

Den tidligere Viborg FF-spiller Søren Frederiksens 16-årige søn, Emil Frederiksen, drager først i det nye år mod udlandet og en kontrakt med den hollandske fodboldklub SC Heerenveen.

- Det er selvfølgelig dét, man kæmper for hver dag på træningsbanen og derhjemme, når man har fri, så det er helt klart et kæmpe mål, jeg allerede har opnået, siger Emil Frederiksen.

Indtil nu har den 16-årige angriber spillet i FK Viborg, men nu venter nye udfordringer på Heerenveens ungdomsakedemi.  

- Nu er det et step opad at komme til en udenlandsk klub, og så håber jeg på, at jeg en dag kan komme til at spille på førsteholdet nede i Heerenveen, siger Emil Frederiksen.

Med siden nye kontrakt opnår sønnen noget, som faren aldrig nåede i sin professionelle karriere.

- Jeg har måtte nøjes med at spille hjemme i superligaen, og jeg har selvfølgelig også været glad og stolt over min karriere, men der er ingen tvivl om, at jeg er meget, meget stolt over den kontrakt, han har fået, siger Søren Frederiksen.

Emil Frederiksen står noteret for tre ungdomslandskampe for Danmark.

1:38
Ny Frederiksen på vej