Nyt forlig halverer antallet af direkte afgange til København

Tog direkte fra Aarhus til Gødstrup, men færre tog til København. Nyt togforlig er på plads.

tog.jpg

Der er både godt og skidt nyt til landsdelen, i det togforlig som et bredt flertal i folketinget i dag blev enige om.

I dag kører der i alt 16 direkte tog mellem København og Struer. Det tal bliver sat ned til otte fra 2020.

- Jeg er skuffet og ked af det på landsdelens vegne, siger de radikales transportordfører Andreas Steenberg.

Det på trods af, at det radikale folketingsmedlem, dog selv valgte at gå med i forliget.

- Jeg var også i tvivl om det, men det var ud fra en pragmatisk løsning om, at det er bedre at være med end ikke at være det, siger Andreas Steenberg, der mener andre lokale folketingspolitikere har svigtet:  

- Især DF og S er jeg skuffet over. Regeringen har valgt nedskæring på den kollektive trafik, men jeg havde håbet på de to partier her til sidst i forhandlingerne, siger Andreas Steenberg,

Flere strækninger i udbud

Når togtrafikken i Midt- og Vestjylland i 2020 skal genudbydes, bliver der mulighed for overtage togtrafikken på blandt andet strækningen Vejle-Struer, som i dag betjenes af DSB. Samtidig er parterne blevet enige om at forbedre betjeningen med halvtimesdrift på visse strækninger. 

- De udbudte strækninger i Midt- og Vestjylland betjenes i dag med høj punktlighed, og der er generelt tilfredshed med kvaliteten i togbetjeningen. Samtidig har udbuddet sparet staten for en masse penge, og udvidelsen af udbuddet vil øge de økonomiske fordele, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse. 

En kommende operatør forpligtes samtidig også til at betjene op til 5 nye stationer (Jerne, Laurbjerg, Stilling, Tvis og Sparkær. 

- Det er en del af regeringsgrundlaget, at vi vil udbyde markant mere togtrafik i Danmark, og med aftalen i dag tager vi et vigtigt skridt på vejen. Samtidig sikrer vi, at der fortsat vil være direkte togforbindelser mellem København og Struer via Herning, som der har været et stort lokalt ønske om siger ministeren. 

Men det er kun en lille trøst, mener Andreas Steenberg.

- Regeringen startede med nul afgange, nu er vi trods alt kommet lidt i møde. Men den vision, der lå i at komme fra Holstebro til København på tre timer og fra Herning til København på to timer, det får et alvorligt skud for boven, siger Andreas Steenberg.

Positivt med direkte tog til Gødstrup

Der er dog også positivt at hente i det nye togforlig. Blandt andet kommer der direkte tog fra Aarhus til det kommende sygehus i Gødstrup og betjeningen på strækningen Herning-Holstebro udvides til fast halvtimesbetjening i dagtimerne, og så sikres en timedrift mellem Herning og Vejle.

– Vi har valgt at indføre halvtimesdrift flere steder, hvor det i dagtimerne vil give større fleksibilitet for de daglige pendlere, siger ministeren.

Der indføres fast halvtimes drift i dagtimerne  på strækningen Herning-Holstebro med virkning fra december 2020.