Nyt center: Region Midtjylland styrker diabetes behandlingen

Forskningsbaseret diabetescenter skal hjælpe patienter i hele regionen

56.000 diabetes-patienter i Region Midtjylland får nu bedre behandlingstilbud. Foto:Helle Brandstrup Larsen, Region Midtjylland
56.000 diabetes-patienter i Region Midtjylland får nu bedre behandlingstilbud. Foto:Helle Brandstrup Larsen, Region Midtjylland

Der er nu bedre hjælp på vej til de godt 56.000 patienter i Region Midtjylland, der har fået diagnosen diabetes.  

Tidligere i dag godkendte bestyrelsen for Novo Nordisk Fonden det oplæg til nært og langvarigt samarbejde, som regionsrådet blåstemplede 23. august i år.

Målet er at styrke diabetes-indsatsen, blandt andet med et nyt diabetescenter i Aarhus.

Centerets navn bliver Steno Diabetes Center Aarhus og skal, igennem sit virke, bidrage til samarbejde, behandling, forebyggelse, forskning, uddannelse i hele Region Midtjylland.

Store ambitioner

Vi har store ambitioner, det er rigtigt, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) om aftalen.

- Diabetes er først og fremmest en plage for dem, der bliver ramt. Sekundært er sygdommen imidlertid også en hård belastning for sundhedsvæsenets økonomi, fordi behandling og komplikationer ofte strækker sig over mange år. Diabetes respekterer ingen grænser, og derfor giver det god mening at prøve nye ambitiøse alliancer i kampen, siger Bent Hansen.

Forskningen og det nye center skal således medvirke til, at færre danskere får diabetes, og at de, der har sygdommen, lever længere og bedre med sukkersygen.

- Novo Nordisk Fondens ambition er at bidrage til, at Danmark kan tilbyde verdens bedste forskningsbaserede behandling inden for diabetes. Med etableringen af centret styrkes rammerne for en forbedret patientcentret behandling og forebyggelse af senkomplikationer. Endvidere styrkes forskning, uddannelse og samarbejde på tværs af sektorerne, siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden.

Som en del af aftalen, donerer Novo Nordisk Fonden derfor over den kommende ti års periode ca. 1,4 mia. kr. til nye satsninger inden for diabetesområdet og det nyt diabetes-center, som bygges i forbindelse med Aarhus Universitetshospital.

Nye behandlingstilbud

Som led i aftalen skal Region Midtjylland sørge for, at Steno Diabetes Center Aarhus udvikler behandlingen inden for diabetes igennem nye behandlingstilbud, hvortil patienter kan henvises fra hele regionen. Centrets kapacitet skal nå 8000 patientforløb i det første år efter, at det er færdigbygget. 

Den høje kvalitet i den nuværende diabetesbehandling på regionshospitalerne skal samtidig fastholdes og udvikles via centret. Det bliver patienterne der afgør, hvor de vil modtage deres behandling: Om det skal ske på et regionshospital, de kender, eller om de foretrækker Steno Diabetes Center Aarhus.

- Vi vil gerne understrege, at vi via centret styrker forskning og behandling, der hvor patienterne er – uanset om det er på et regionshospital eller i det kommende center i Aarhus, siger Bent Hansen.

Det nye Steno Diabetes Center ved ved Aarhus Universitetshospital, ventes at stå klar medio 2022.