Nyt byrådsmedlem anklaget for valgfusk

Nyt byrådsmedlem anklaget for valgfusk

Der var store smil og knyttede næver, da Ismail Yalcin til kommunalvalget blev den første nydansker i Ikast-Brandes kommunalbestyrelse. Men ifølge en konkurrerende kandidat har hans familie forsøgt at påvirke andre tyrkere til at stemme på ham.

Ikast-Brandes nuværende byråd var fredag indkaldt til hastemøde. Årsagen var, at Socialdemokraternes kandidat til byrådet, Yildiz Kibar, der ikke blev valgt, har klaget over Fælleslistens kandidat, Ismail Yalcin. Klagen er kommet fordi, Yildiz Kibar på valgdagen, hvor hun sammen med Ismail Yalcin var valgtilforordnede på valgstedet i Ikast-Brande Arena mener, at hun har oplevet valgsnyd.

- Vi var flere ved mit bord, der så, at de tog folk med ud bagved, og kom tilbage igen. Han havde sågar en fætter, der kom ved mit bord og fortalte folk, hvor de skulle sætte deres kryds. Hvis det er sådan et demokratisk valg i Danmark foregår, så er jeg i tvivl om, hvor jeg nogensinde vil stille op igen, fortæller Yildiz Kibar.

Kommunen opmærksom

Der skal tales dansk på valgsteder, så valgstyren kan holde styr på, at de tilforordnede, som ofte er kandidater, ikke forsøger at påvirke valget. Ikast-Brande Kommune er klar over at ikke alt var, som det skulle være på valgstedet i Ikast-Brande Arena. Ifølge kommunaldirektør i Ikast-Brande Kommune, Henning Hansen, fik Ismail Yalcin og en anden kandidat to advarsler på valgdagen, fordi de talte tyrkisk på valgstedet.

Ærgerlig over anklagen

Selv er Ismail Yalcin ærgerlig over sagen. Han kom i byrådet som den første nydansker nogensinde i Ikast-Brande med 199 personlige stemmer. Han indrømmer, at han talte tyrkisk på valgstedet med sin familie og to tyrkiske kvinder, som ville ønske ham held og lykke. Det nyvalgte byrådsmedlem for Fællelisten forsikrer at ingen tog kontakt til vælgerne, for at påvirke deres stemmer.

- Jeg har virkelig gjort en stor indsats, og så bliver det skubbet til side, fordi der kommer sådan en beskyldning, som er falsk, forkert og uberettiget, siger han.

Yildiz Kibar kom ikke i byrådet ved valget den 19. november, men hun afviser, at hendes klage kommer, fordi hun er bitter over resultatet.

Se her indslaget om valgfusk i Ikast-Brande Kommune:

02:23 Luk video