Køber af nysynet bil: Frygtede alvorlig ulykke

Endnu en bilejer langer ud efter synshal i Viborg. Hendes nykøbte bil havde alvorlige bremseproblemer, selvom den forinden var blevet synet.

Bilsyn, Anni Kloster
Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

Anni Kloster købte for nyligt en brugt, men nysynet bil.

- Jeg var godt klar over, at der måske kunne komme nogle reparationer, men jeg tænker ikke, at jeg køber en bil, som er nysynet, som har så graverende en defekt, at bremserne rent faktisk ikke er i orden, fortæller hun.

Bilen var inden købet synet hos Jeppes Bilsyn i Viborg. Men Anni Klosters mekaniker kunne konstatere, at bilen burde være blevet kasseret i synshallen. ABS-bremserne virkede ikke, og bremseklodserne var slidt ned.

- Jeg frygtede da, at der kunne ske en ulykke, der var så alvorlig, at jeg kunne komme til at forulempe andre mennesker også, siger Anni Kloster.

TV MIDTVEST har onsdag forsøgt at få en kommentar fra Jeppe Jepsen, der ejer Jeppes Bilsyn. Han har aftalt med sin advokat ikke at udtale sig i sagen, men siger dog, at en bil ikke længere er hans ansvar, når den har forladt synshallen.

1:42