Nyindkøb om FCM-rov: Kan man ikke slå dem - så køb dem

Simon Kroon er en af tre Sønderjyske-spillere, som er skiftet til FC Midtjylland i januars transfervindue.

FCM_logo_flag.jpg

FC Midtjylland hentede søndag tre spillere fra Sønderjyske, og det viser noget om den kvalitet, der var på Haderslev-mandskabet.
    
Det mener Simon Kroon, som er en af de tre Sønderjyske-spillere, der har taget rejsen lidt længere nordpå.
    
De øvrige to er Marc Dal Hende og Janus Drachmann, som begge var på vej til at skifte til FCM efter denne sæson, men i stedet blev hentet med omgående virkning.
    
Signalet fra FCM er stærkt, og Simon Kroon forklarer med humor, hvordan styrkeforholdet i dansk fodbold er lige nu.
    
- Kan man ikke slå dem, må man købe dem, siger Simon Kroon med henvisning til FCM's indkøb i Sønderjyske til den svenske avis Sydsvenskan.
    
Simon Kroon havde personligt ventet på, at en større klub ville komme med et tilbud, og FCM virkede som en god destination.
    
- Det er et godt skridt at tage. Det er en stor klub, som er meget professionel. Det er også et godt skridt, hvis man vil videre i sin karriere, siger Simon Kroon.
    
Den svenske offensivspiller skiftede til Sønderjyske fra Malmö FF for et år siden, og han var med til at vinde DM-sølv med klubben i sidste sæson.
    
- Vi havde et virkelig godt hold i Sønderjyske med et godt sammenhold. Men det var et mindre hold. Det føles godt at komme tilbage til det niveau, jeg var på inden skiftet, siger han.
    
Simon Kroon har fået en kontrakt hos FCM, der udløber i sommeren 2020.