Nye udfordringer for crossbane i Bjerringbro

Selv om Bjerringbro Cross Klub i søndags tog første spadestik til deres nye bane i Fårup, så er der nu dukket nye vanskeligheder op for klubben.

Bjerringbro_Cross_Klub.jpg

Efter 12 års kamp tog Bjerringbro Cross Klub omsider første spadestik til deres nye bane i Fårup i søndags. Men modstanderne af banen kæmper videre, og Natur- og Miljøklagenævnet har tilbagekaldt den dispensation, de har givet til at bruge let forurenet jord til at bygge en jordvold, der skal skærme for støj. Hvis ikke klubben får lov til at bruge det forurenede jord, hænger finansieringsmodel ikke sammen.

- Jeg er fortrøstningsfuld og overbevist om, at tingene falder på plads. Natur- og Miljøklagenævnet mangler at få belyst nogle ting, så det skal vi have gjort nu, men vi fortsætter med at klargøre området til banen, fortæller Søren Sørensen, der er formand for Bjerringbro Cross Klub.

Byggeriet af jordvolden er endnu ikke gået i gang på grund af frosten, så den manglende dispensation får i første omgang ikke betydning for tidsplanen. Klubben skal nu i samarbejde med Viborg Kommune og Region Midtjylland have indsamlet de manglende oplysninger til Natur- og Miljøklagenævnet, og så forventer Søren Sørensen, at klubben igen får dispensation til at bruge det let forurenede jord til volden.