Nye Tvind-beviser: Nu stopper millionudbetalinger

UNICEF stopper al udbetaling til Tvind-støttet organisation i Malawi. Det sker efter undersøgelser af pengestrømmen til organisationen.

Mogens_Amdi_Petersen.jpg

UNICEF stopper al udbetaling til den Tvind-støttede amerikanske organisation Development Aid from People to People Malawi (DAPP), som har slået sig op på at hjælpe fattige i Malawi.

Det skriver en organisation af undersøgende journalister ved navn Reveal, som har undersøgt Tvind-imperiets pengestrømme i mere end et år.  

Tvind-imperiet er stadig delvist intakt, på trods af at bagmændene bag er eftersøgt af Interpol. Det drejer sig om lederen Mogens Amdi Petersen og fire andre danskere. De har alle fem angiveligt forskanset sig i et luksus-resort i Mexico, eftersom landet ikke har en udleveringsaftale med hverken Interpol eller dansk politi.

Udbetalingen fra UNICEF, som er en organisation under FN, har stået på i over tre år, og der er blevet udbetalt 920.000 dollars (6,1 millioner kroner, red.) til DAPP.

- Vi vil sikre os, at der ikke kommer nogle udbetalinger til organisationen, siger en talsperson fra UNICEF, Angela Travis, til Reveal.

Det sker efter, at Reveal fremlagde beviser på, at den Tvind-støttede organisation DAPP har ført mere end 2,2 millioner kroner ud af Malawi til bankkonti styret af Tvind fra januar til maj i 2014.

- Informationerne vi har fået var brugbare, og efter vi har undersøgt sagen nærmere, har vi et klart billede af, hvor vi skulle lede, siger Angela Travis fra UNICEF.

UNICEF har altså handlet på til dels Reveals journalistiske undersøgelser og derefter deres egne interne undersøgelser.

Flere Tvind-selskaber i søgelyset

Blandt andet viste det sig, at DAPP havde rapporteret til UNICEF, at nogle af de modtagne penge var blevet brugt på sanitære forhold i en landsby i Malawi. Men efter UNICEF besøgte landsbyen, måtte de sande, at de sanitære forhold blot bestod af et utildækket hul i jorden.

Reveal har tidligere bevist hvordan en anden Tvind-støttet organisation har modtaget mere end 870 millioner kroner fra amerikanske skatteydere, men har kanaliseret store pengesummer tilbage til Tvind-bagmændene, der går under navnet Lærergruppen – det er den gruppe, der består af de fem eftersøgte danskere.

De mange millioner fra amerikanske skatteydere er gået til Planet Aid – en amerikansk Tvind-organisation, som også tjener penge ved at samle aflagt tøj fra tøjcontainere. Oplysninger som har fået det amerikanske landbrugsministerium - der har udbetalt pengene - til at iværksætte en officiel undersøgelse af Planet Aids pengestrømme. 

Tvang medarbejdere til at aflevere løn

Men afsløringerne stopper ikke her. Reveal har afdækket hvordan DAPP har tvunget medarbejdere til at overføre noget af deres løn til chefer i organisationen.

Noget der bliver afvist af Tvinds advokater i London. I et brev til BBC skriver advokaterne, at ’for DAPP, er dette (overførsel af løn, red.) et privat spørgsmål for de involverede – præcis som et medlemskab eller en donation til kirker’.

Reveals afsløringer kommer, efter at journalisterne har haft adgang til store mængder af interne dokumenter fra Planet Aid og DAPP. Samtidig har de gransket flere dokumenter fra både amerikanske og danske myndigheder. Tidligere har sammensuriummet af undersøgende journalister også bevist hvordan Planet Aid, i samme stil som DAPP, har overført store millionsummer til Tvind-bagmændene.

Amdi flygtede i 2006

Bagmanden selv, Mogens Amdi Petersen, flygtede sammen med fire andre danskere kort tid efter, at byretten i 2006 frifandt fire af de fem bagmænd for underslæb, skattesvig og groft skattesvig, som skulle være foregået her i landet. Men sagen blev anket af anklagemyndigheden, og derfor er de fem danskere nu eftersøgt af Interpol.

Amdi Petersen oprettede Den Rejsende Højskole i 1970, og herefter bredte Tvind-imperiet sig de kommende årtier. Amdi Petersens magt voksede og den negative opmærksomhed tiltog. Der dukkede historier op om misbrug af offentlige og private penge og benhård disciplin på Tvind-skolerne.

Andre historier handlede om Amdi Petersens storforbrug af kvinder i Lærergruppen og den konstante nedgørelse af mændene.

Efter en dokumentarudsendelse på TV 2 i 2000 indledte Holstebro Politi en efterforskning af de økonomiske forhold i Tvinds humanitære fond. Det er den efterforskning, der førte til en regulær tiltale mod Mogens Amdi Petersen. 

0:32
Statsminister Lars Løkke Rasmussen er gået ind i sagen om Mogens Amdi Petersen og en eventuel udlevering fra Mexico (Indslag sendt 14/4-2016)