Nye spor i røveri-sag

Politiet efterlyser vidner, der har set en sort BMW før røveriet mod værditransport i Ringkøbing.

Midt- og Vestjyllands Politi har fået nye spor at gå efter i jagten på de gerningsmænd, der den 12. oktober begik røveri mod en værditransport ved Ringkjøbing Landbobank i Ringkøbing.

Gerningsmændene kørte efter røveriet væk i en sort BMW, der senere blev fundet udbrændt ved Halle Sø ved Nr. Snede. Og det er den flugtbil, som politiet nu gerne vil have henvendelser om.

Politiet har fundet ud af, at den sorte BMW 335D blev stjålet den 7. august i Silkeborg - dengang var den forsynet med teksten "BIG BLOW.dk", skrevet med blå bogstaver på siderne og bagklappen.

Politiet vil meget gerne tale med vidner, der eventuelt har set denne bil før røveriet i Ringkøbing. Bilen sættes i øvrigt også i forbindelse med et indbrud i Tarm Specialoptik natten til den 18. august.

Fra Halle Sø kørte røverne væk i en sort firehjulstrækker, der kørte ad Hallevej og til højdre på Silkeborgvej mod Bryrup.

Oplysninger til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.