Nye serier på vej: Få en forsmag her

I januar måned er der adskillige nye programmer, du kan glæde dig til her på TV MIDTVEST.

0:59
Foto: Henrik Helms

Vikingernes virkelige verden 

Premiere: Tirsdag den 2. januar

Året starter med et brag, når TV MIDTVEST tager dig på en rejse tilbage til vikingernes fascinerende verden. 

Vikingerne angreb de udenlandske kyster, hvor de indtog landsbyer og klostre. Det har du sikkert hørt gennem de gamle krøniker, som munkene skrev efter de grusomme angreb. En voldsom og blodtørstig type, som plyndrede og tog alle skattene med sig hjem til Danmark. 

Men det er på ingen måde det fulde billede. For hjemme ventede en hverdag, hvor gården skulle passes og markerne høstes. Den hverdag møder du i serien Vikingernes Virkelige Verden, hvor du kommer tæt på, hvordan vikingernes levede deres hverdagsliv i Midt- og Vestjylland. I syv programmer tager værten Louise Schelde Jensen dig på en visuel rejse igennem vikingetiden og viser håndværk, ceremonier og runesten, som altsammen gør dig klogere på vikingerne. 

I programmet kan du møde værten Louise Schelde Jensen, der er helt tosset med vikingetiden. 
I programmet kan du møde værten Louise Schelde Jensen, der er helt tosset med vikingetiden. 
Foto: Henrik Helms

Hypnotisøren fra Skive

Premiere: Torsdag den 4. januar 

Vi er slet ikke færdige med at hypnotisere. Den nye sæson af Hypnotisøren fra Skive handler igen om mennesker, der har særlige fobier. Her afprøves det, om hypnosen kan hjælpe dem. 

Samtidig kan du lære særlige teknikker, der kan hjælpe dig i din hverdag. Og så skal en flok elever udsættes for en aften med okkult tema. 

Hypnotisør Lasse Kvist.
Hypnotisør Lasse Kvist.
Foto: TV MIDTVEST

Wildskab - de andre sover heller ikke

Premiere: Mandag den 8. januar

I Herning ligger et ganske særligt sted for folk med en trang til at skabe deres eget. Et kontorfællesskab hvor der kun er plads til de bedste og mest talentfulde iværksættere. Stedet hedder Wildskab – og i to måneder følger vi nogle af de unges kamp for at slå igennem med deres virksomhed.

I programmerne kan du følge Mette Jochimsen, der har sin egen møbel virksomhed, Jochimsen. Catharina Christiansen, der arbejder med et projekt der hedder Discoveridge og har firmaet Betterment. Du kan også møde firemandsvirksomheden SOTA development (Lasse Damgaard Hasselstrøm, Aleksander Birk Andersen, Mikkel Siggaard Clausen og Anders Rosen-Vinge Lassen), som blandt andet arbejder med E-Sport.

I de tre programmer, bliver du klogere på iværksætternes verden, hvor uddannelse skal færdiggøres, stress skal håndteres - og venskaber og økonomi skal adskilles.

0:27
Trailer for serien Vildskab. 

Thy, Håb & Kærlighed

Premiere: Fredag den 5. januar

I programserien ”Thy, Håb & Kærlighed” kan seerne følge tilflytterne, fastboerne og de hjemvendte i livet på skulderen af Danmark.

Hvad får for eksempel en familie fra Kolding med fuldt tryk på karrieren til at bremse op og vælge stilheden, naturen og hinanden i Klitmøller?

Og hvordan ser den gamle Hanstholm-borgmester, Ejner Frøkjær, i dag på den udvikling, som han først var noget skeptisk over, men som siden hen blev en del af det aftryk, han har været med til at sætte?

”Thy, Håb & Kærlighed” er optaget i sensommeren 2017. Ud over historier om det myldrende folk i området, er serien også fuld af flotte billeder fra den naturskønne egn.

Fotovognen - sæson 2

Premiere: Onsdag den 10. januar

Anders Toft Bro og Vibeke Nipper vender tilbage med en ny sæson af det populære program, hvor de forvandler en TV MIDTVEST-bil til "Fotovognen". Nysgerrigt drager de ud i små Midt- og Vestjyske byer for at banke på derhjemme og møde indbyggerne.

​ - Januar er kold og mørk, så vi møder nok ikke så mange på gaderne, så vi bliver frækkere og tillader os at banke på vinduer og døre. Luk os gerne ind, vi fryser, men vi glæder os, siger Vibeke Nipper. 

0:38
Værterne fra Fotovognen afslører her, at der kommer endnu en sæson af programmet.