Nye regler for lavfrekvent støj

Miljøminister vil have grænseværdier for brummen fra kæmpemøller.

081210_Vindmoelle.jpg

Mange naboer til store vindmøller føler sig generet af lavfrekvent  støj - en form for konstant lav brummen, der virker meget generende: Og nu vil miljøminister Karen Ellemann (V) indføre en grænseværdi for lavfrekvent støj fra vindmøller.

Lavfrekent støj har blandt andet været brugt som argument mod det kommende testcenter i Østerild, men ministeren understreger, at de nye regler ikke kun skal gælde i Østerild.

- Vi skal have en større klarhed på området, så folk kan være trygge ved vindmøllerne. Derfor vil jeg gerne have en ekstra grænseværdi for lavfrekvent støj, siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

De nye regler betyder dog ikke, at kommunerne nu skal til at ændre deres vindmølleplaner. Ministeren understreger, at Miljøstyrelsen ikke strammer reglerne - målet er at gøre grænserne for lavfrekvent støj mere klar for kommuner, borgere og fabrikanter.