Nye randzoneregler giver problemer

Den nye lovgivning for randzoner skaber problemer. Flere landboforeninger hævder, at mange af Fødevareministeriets kort er upræcise

180712Randzoner2_0.jpg

1. september træder de nye regler om randzoner i landbruget i kraft. For landmændene betyder det, at der ikke må dyrkes landbrugsjord på 10 meter til hver side af vandløb, der ligger på deres egen jord af hensyn til miljøet. De nye regler får konsekvenser for nogle af landsdelens landmænd. Fødevareministeriets optegnelser over vandløbene er nemlig ikke præcise.

 - Hvis jeg skal holde min drift status quo, så er jeg nødt til at købe nyt jord. Det bliver konsekvensen af det, men jeg spørger mig selv om det er det værd, for hvornår kommer de og stjæler det igen, fortæller landmand, Bertel Christensen fra Tarm.

V: Vent med reglerne

Det er Fødevareministeriet, der har fået udarbejdet de mange kort. Men ifølge flere landboforeninger er mange af kortene ikke præcise nok, da kun 50-70 procent af vandløbene er indtegnet korrekt. Det har fået Kristian Jensen (V) og flere Venstre-politikere til at kræve udsættelse.

 - Det er lovsjusk af værste skuffe. Det virker, som om det har været mere vigtigt for ministeren at nå til en bestemt dato, end at sørge for det regelgrundlag hun har i orden, siger Kristian Jensen til TV/MIDT-VEST.

Minister afviser udskydelse

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) afviser ifølge Landbrugsavisen, at kortene ikke er præcise nok.

 - Vi fik i foråret valideret kortene, hvor 94 procent var retvisende. Det er Venstre, der prøver at løbe fra den lovgivning, de selv har lavet. Jeg følger deres plan nøjagtigt, siger fødevareministeren til Landbrugsavisen.

Den 29. august har Venstre kaldt Mette Gjerskov (S) og miljøminister Ida Auken i samråd i Folketinget.

 

1:50
En af de landmænd, der er hårdt ramt af de nye randzoner, er Bertel Christensen fra Tarm. Han kan nu læse på et kort, hvilke vandløb på hans jord der er omfattet af de nye regler om randzoner. Problemet er bare, at en stor del af vandløbene ikke eksisterer