Nye medlemmer strømmer ind hos gymnastikforening: - Det er fantastisk

​Thisted Gymnastik & Idrætskultur har næsten fordoblet antallet af medlemmer på to år.

Opbakningen til gymnastik og idrætsliv i Thisted er stor.
Opbakningen til gymnastik og idrætsliv i Thisted er stor.
Foto: Thisted Gymnastik & Idrætskultur, Facebook

Det går godt for gymnastikken her i landsdelen, viser nye tal fra Danmarks Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).

Faktisk så godt at gymnastikken med sine 44.275 medlemmer i Midt- og Vestjylland ligger på andenpladsen over de mest populære idrætsgrene regionen.

Det mærker man i særdeleshed hos Thisted Gymnastik & Idrætskultur (TGI), hvor foreningen, siden en sammenlægning af byens to gymnastikforeninger i 2016, har øget antallet af medlemmer fra 600 til 1.100 på to år.

- Det føles utrolig godt. Det er helt fantastisk. Der var en masse bekymringer omkring sammenlægningen i sin tid, men nu kan vi bare se, at det var den helt rigtige beslutning. Det er en stor tilfredsstillelse at se det lykkes, for vi havde to foreninger, som fungerede godt i forvejen, siger Hanne Rysgaard, der er næstformand i TGI.

- Nu er det bare blevet endnu sjovere at være frivillig i Thisted, lyder det.

Siger aldrig nej

Forklaringen på den markante stigning i antallet af medlemmer skal ifølge næstformanden ikke findes i selve sammenlægningen af Thisteds to gymnastikforeninger.

Det er i stedet hårdt arbejde og en helt speciel filosofi, der kan tilskrives æren for medlemsvæksten.

- Jeg tror, vi har fået de mange nye medlemmer, fordi vi har valgt at være en forening, som aldrig siger nej.

- Hvis der kommer nogen og siger, at de godt kunne tænke sig at stable nye idrætsgrene på benene, så får de lov til at prøve det af, hvis de kan samle et hold af frivillige, siger Hanne Rysgaard.

Gymnastikken har på landsplan 292.055 medlemmer og er dermed den største idrætsgren i DGI-regi.

1:09
​Thisted Gymnastik & Idrætskultur modtog i december 2017 en donation på 250.000 kroner fra TrygFonden for at fremme sundheden og trivslen i kommunen.