Nye klimakrav truer dansk landbrugsproduktion

Nye klimakrav, der skal reducere udledningen af klimagasser, kan udradere en stor del af Danmarks landbrugsproduktion.

koer.jpg

En gigantisk klimaregning har kurs mod dansk landbrug - det sker med et nyt EU-system, der skal reducere landbrugets udledning af klimagasser. Det skriver Finans.

Analyser fra eksperter på Joint Research Centre - som hører under EU-Kommissionen - indikerer, at de nye klimakrav bl.a. vil medføre, at Danmarks produktion af oksekød vil falde med op mod 50 procent.

 

Danmark har gennem de seneste 25 år indført en række vandmiljøplaner, så landbrugets udledning af klimagasser er reduceret. Internationale studier viser, at danske landmænd derfor er blandt de mest klimaeffektive i Europa.

Alligevel er det dansk landbrug, der nu pålægges de største reduktionsforpligtelser.

- Konsekvensen bliver, at man presser landbrugsproduktion væk fra de mest klimaeffektive lande, påpeger professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, over for Finans.

 

Det ventes, at dansk landbrug vil blive pålagt at reducere udledningen af klimagasser yderligere omkring 37 pct. inden 2030.

EU har indført et system, som indebærer, at de rigeste lande skal reducere udledningen mest. Danmark har det næsthøjeste bruttonationalprodukt pr. indbygger i EU og pålægges derfor et tilsvarende højt reduktionskrav.

- Det vil reelt betyde, at dansk landbrug straffes for at have gået forrest, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til Finans, før han tirsdag indleder forhandlingerne om de kommende klimamål i Bruxelles.