Nye jagttider skal begrænse krondyrenes skader på markerne

Jagten på kronkalvene forlænges for at holde bestanden på et "passende niveau".

Kronhjort
Foto: Arkiv

Med nye jagttider på kronvildt forsøger Miljø- og Fødevareministeriet nu at hjælpe de landmænd, der oplever, at kronhjortene æder eller ødelægger en stor del af afgrøderne.

Ministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at jagttiden på de unge dyr forlænges med to måneder.

- Vi øger nu jagttrykket på kronkalvene, der er den del af bestanden, der tæller flest dyr. Målet er at holde bestanden på et passende niveau og dermed tage hånd om problemet med markskader, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i pressemeddelelsen.

Ændringen er en del af ny bekendtgørelse om jagttider på pattedyr og fugle, der er trådt i kraft den 1. juli.

2:29
Diskussionen om krondyrene har også ført til intern uenighed i landbruget. Indslag fra august 2016.

En anden vigtig ændring er, at jagten på de ældre hjorte forkortes med en måned. 

- Når vi får flere gamle hjorte, får jægerne flere attraktive trofæer at gå på jagt efter. Der bliver mulighed for bedre oplevelser til friluftslivet, når man kan møde flere af de majestætiske dyr i naturen. Sidst men ikke mindst gavner det bestanden af vilde krondyr, at der bliver flere gamle og erfarne hjorte til at lede flokken, siger Esben Lunde Larsen.

Bestanden af krondyr i Danmark er vokset markant gennem de seneste 10 år, og med den nye bekendtgørelse forsøger ministeren at tage hensyn til flere forskellige interessegrupper som jægere, landmænd og naturfolk.

 Bekendtgørelsen bygger på anbefalinger fra de regionale hjortevildtgrupper.

 

26:52
Se Elsket og hadet om krondyrene, som vi sendte i oktober 2016.