Efter hovedskade: Jeg er slet ikke den samme person

​Ishockey giver voldsomme hovedskader, og det vil DIF nu stoppe. Skaderne kan nemlig give store og varige skader.

30-årige Bjørn Østergaard er langt fra kommet sig over den hovedskade, han pådrog sig for fem år siden.
30-årige Bjørn Østergaard er langt fra kommet sig over den hovedskade, han pådrog sig for fem år siden.
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Omkring ti procent af alle skader i ishockey er hovedskader. Lige nu har Danmarks Ishockey Union travlt med at kontakte de danske kommuner for at sætte nye bander op, som kan reducere antallet af hovedskader. For en hjernerystelse kan sætte en stopper for ishockeykarrieren og ændre livet markant, som den har gjort for den tidligere Herning Blue Fox-spiller Bjørn Østergaard

30-årige Bjørn Østergaard kom for 5,5 år siden alvorligt til skade i hockeyarenaen i Herning. Han stødte hårdt sammen med en modspiller.

- Jeg kan ikke selv huske det, men som jeg har fået det fortalt, løb jeg sammen med modspiller og fik et slag på siden af hovedet, hvorefter jeg faldt på ryggen ned mod isen, siger Bjørn Østergaard, der har fået varige mén og sidenhen indstillet sin ishockeykarriere.

- Det har været en hel anden identitet, jeg har skullet finde. Jeg er slet ikke den samme person, som jeg var for fem år siden.

En rapport fra det internationale ishockeyforbund viser, at antallet af hovedskader falder med moderne fleksible bander i ishockeyhallerne. Derfor er Danmarks Ishocky Union lige nu i gang med at kontakte de kommuner, der har isbaner herhjemme. Målet er, at de inden 2020 skal have sat de nye bander op. De fleksible bander er allerede i brug i flere store ishockeyligaer og ved store mesterskaber.

- Først og fremmest vil vi gerne præsentere de fakta, vi har med hovedskader. Vigtigst af alt vil vi vise, hvordan en fleksibel bande kan gøre forskel i forhold til de stationære bander, siger Ulrik Larsen direktør, Danmarks Ishockey Union

- Ikke det værd!

I dag arbejder den tidligere Herning Blue Fox-kaptajn i fleksjob to timer om dagen. Han hilser de nye baner velkommen, men ser tilbage på en passion, der har kostet ham livskvalitet.

- Når jeg ser på konsekvenserne efterfølgende, og hvor mange ting jeg døjer med i mit liv, så har det ikke været det værd. Men jeg tror på, at jeg kan komme til hægterne, så jeg kan leve et normalt liv igen. 

I Herning bliver de fleksible bander sat op under renoveringen af ishallen som går i gang, når indeværende sæson slutter.

2:10