Nye elmålere inden 2020 skal spare penge og udnytte strøm

Landsdelens energiselskaber har for tiden travlt med at skifte elmålere. Det skal spare forbrugerne penge og udnytte strømmen bedre.

Digital elmåler
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Alle danske elkunder skal inden 2020 have en ny elmåler, så det er muligt at fjernaflæse elforbruget. I Midt- og Vestjylland er totredjedele af målerne skiftet.

- Det er et lovkrav, der er kommet, at alle målere i Danmark skal være udskiftet inden udgangen af 2020 og som led i den grønne omstilling, at vi skal have brugt strømmen, når den bliver produceret, forklarer Per Strøm Kristensen, der er teknisk chef ved Jysk Energi.

Jysk Energi har netop taget hul på at skfite 30.000 elmålere. Med dem kan forbrugerne nu på timebasis holde øje med deres elforbrug og blive bevidst om, hvor der kan spares. Og så bliver det billigere at forbruge el om natten.

- Vi har en masse vindmøller og VE-energi på nuværende tidspunkt, der også producerer aften og weekender, og der står industrien stille, så lige nu i nogle perioder sender vi jo strømmen ud af landet, fordi vi ikke selv kan bruge det. Dér skal vi have kunderne til at bruge strømmen, når den produceres, siger den tekniske chef.

En mulighed, der får en god modtagelse hos én af forbrugerne.

- Hvis det er sådan noget med at starte sin vaskemaskine og opvaskemaskine og lade dem køre om natten i stedet for, og jeg kan spare penge dér, er det selvfølgelig noget, jeg vil gøre, fortæller Marianne Widmer fra Harboøre.

Jysk Energi Teknik kan skifte cirka 1.000 målere om måneden.

2:15