Nye duftspor intensiverer eftersøgningen

Eftersøgningen af den forsvundne Jonas Hedegaard Hansen fortsætter lørdag formiddag. Sporhunde har i følge Missing People fundet et nyt duftspor i området omkring broen ved Tvis Møllevej.

Sporhund-Jonas_1.jpg

Lørdag formiddag fortsatte eftersøgningen af den forsvundne Jonas Hedegaard Hansen med fornyet intensitet. Den 21-årige soldat har været forsvundet siden natten til den 6. marts efter en bytur i Holstebro.

Midt på formiddagen sejlede Missing People ud på Vandkraftsøen med hunde for at komme nærmere området omkring Tvis Møllevej. Og det har givet nye spor i sagen.

"Vi er tæt på"

- Vinden er anderledes i dag, og hundene har fundet et nyt duft-spor omkring broen ved Tvis Møllevej. Så nu sejler vi ud med håbet om at finde Jonas, og jeg har en fornemmelse af, at vi er meget tæt på at finde ham, siger René Nielsen fra Missing People.

Det er den særlige sporhund, Solo, som er om bord på fartøjet, som lørdag formiddag er sejlet ud på Vandkraftsøen. Og det er sammenfaldet af tidligere duftspor og dagens nyeste spor, der giver Rene Nielsen fornyet håb om, at eftersøgningen er nået ind i sin afgørende fase.

Fortsætter søndag

Eftersøgningen fortsætter søndag klokken 10, hvor der igen er lagt op til en større eftersøgning afhængig af, hvad dagens eftersøgning giver af resultater.

- Jeg kan endnu ikke sige, hvor man skal mødes. Det kommer an på, hvad resultatet af dagens eftersøgning er, siger René Nielsen, som vil offentliggøre mødestedet på Missing Peoples hjemmeside senere i dag.